Nej, nej, nej! Nu må det stoppe! Jeg kan jo selvfølgelig ikke råbe højt nu, folk ville da tro jeg var komplet syg i hovedet. Jeg rykker mig i håret.
I myldretiden. Alle de mennesker.
Heller ikke fordi jeg ville sige dem imod. Mit hoved føles som en blok træ, hvor det sidste økseslag lige er faldet. Jeg går frem og tilbage. Møder de samme mennesker gang på gang. Jeg får øjenkontakt med nogle af dem. Kigger hurtigt ned. Hvad mon de tænker? Er de også træt af, at toget er aflyst? Eller er det kun en katastrofe for mig?