Varmen var så gennemtrængende at han måtte dække sit ansigt. Han sad i sin seng og holdt vejret, for skrækslagen til at røre sig. Den lille del af hans hjerne som stadig kunne tænke klart, vidste at det var kun et spørgsmål om tid før det ville være for sent at slippe ud i live. Han rejste sig langsomt. Han vidste at han ikke kunne bruge trappen som var indhyllet i flammer. Han kiggede mod vinduet. Det var hans eneste chance. Men et øjeblik tøvede han. Mon hans datter var sluppet ud? Hans tøven valgte hans skæbne og loftet faldt.