Vi var spæde, men voksne nok til at indse vores sidste time. Vi kæmpede imod virkeligheden der var blevet sat os for dagen. Hårdt og bestemt hev han Rosa og jeg i armen og førte os ind i kammeret der ville blive vores ende station. Der var en bizar lugt af ulykke og jeg blev manisk. Instinktivt prøvede jeg at finde en ud vej, men gav op og betragtede de andre fangere, de var sløve og jeg havde mistet overblikket. Døren bag mig blev låst og børneskrig sågar som mandeskrig løb mig ned af ryggen. Vi skulle tages af dage.