Han så sig over skulderen. Intet. Der var intet, men han vidste, det var der. Lige bag ham. Sikkert tættere på end han brød sig om og han satte farten op. Næsten smed sin krop til højre, så han kunne runde hjørnet af den slidte bygning. Til fanden havde hans forbandede storebror. Hvis bare han havde holdt sin kæft, så var det aldrig sket. Ingen ville have vidst noget. Ingen, men idioten skulle prale, hvilket nu kostede dyrt. Den pralende mand var nu død og han selv var ikke i tvivl. Han var meget snart det samme. En død mand.