Sandkorn stiger som skyer idet hun klatrer op ad endnu en klit på hendes kværn.
På toppen, ud af sin øjenkrog; aner hun en fjern silhuet skille sig ud fra den hvide ørken.
I samme sekund lader hun sig falde bagud fra sit sæde, for så at rulle ned af bakken hun netop havde besteget. Hun hiver sin riffel om fra hendes ryg til sin favn.
Hun hører et skud, og en efterfølgende metallisk klang, en kugle må have piercet belægningen på hendes ATV.
Hun venter en rum tid før et hoved dukker op over sandbakken.
Atter er hun alene.