Han havde altid undret sig meget over begrebet tid, og den vigtighed, han tillagde det. En dag skete der noget mærkværdigt - hans tilværelse havde altid været fragmenteret i minutter, dage, øjeblikke og stunder. Alle disse brudstykker smeltede pludselig sammen til en helhed, og han så tiden glide forbi sine øjne som en luftig havstrøm. Det var alt sammen meget spændende lige til han opdagede at den nye tidslige substans havde svøbt sig om ham i form af klæbrig elastisk tilstedeværelse, så han ikke kunne bevæge sine arme og ben. Eller trække vejret. Så var det pludselig ikke så sjovt længere.