Det giver et sus igennem forsamlingen da hun træder ind i kirken. Hun tørre tårene bort, retter ryggen og bliver den stærke enke. Præsten taler om sorgen, musikken spiller, de følger kisten ud af kirken, til kapellet, hvor hun lægger den røde rose på kisten og vender sig bort. Hun prøver at bevæge sig gennem myldret af mennesker, velkendte og ukendte, ansigterne flyder ud og hun kan ikke skelne det ene knus fra det andet før hun ender i en velkendt favn, her finder hun den tryghed hun har brug for. Hun giver slip og lader sorgen og tårene vinde.