Kigger mig i spejlet. Betragter mine kindben og hage, som stædigt og egoistisk stritter frem. Det lange flotte krøllede mørkehår, er ikke længere hvad det har været. Når jeg børster det, falder det af i store totter. Totter, der blidt lander på gulvet, som var de små engle. Engle, der lige havde indfundet deres plads her på jorden. Jeg fører hånden langs hoftebenet, og mærker hvordan det nærmest skære sig igennem den fine, elfenbenslyse tynde hud, som skiller knoglen fra at flænse min håndflade. Jeg fører hånden længere op og mærker, hvordan maveskindet buer indad, og ribbenene råber på huden for at den skal komme endnu tættere på. Jeg betragter mit nøgleben, der skriger mod spejlet om at blive dækket til. På sengen lægger jeg de sorte jogging bukser og den sorte forvaskede hættetrøje. Ingen skal se det, ingen kan de det, ingen skal vide det, ingen ved det. Det er min hemmelighed. Og kun min!

Folk har så utrolig travlt med deres eget liv, og med at bedømme alle andre end dem selv. De glemmer til tider at deres liv muligvis misundes udefra. De glemmer at ingen er perfekt! De så mig førhen og tænkte: Gud hvor er hun smuk! Hun kan da umuligt have nogle problemer og negative tanker her i livet. Der hjemme venter med sikkerhed den perfekte gentlemand, en stor lækker villa og en golden retriever. Hvor er det bare snyd! Hvorfor har livet ikke skænket os den skønhed? Livet er bare ikke fair! - De ser kun det ydre!

Den misundelse er slut nu. Alt hvad de ser er et par triste tomme øjne, som gemmer på en drøm om at blive holdt om og elsket til trods for et råddent indre. Men følelsen af at være en af de andre er indtruffet i min krop, og det i sig selv er en sejr!