En mand gik gennem sin have. Først stødte han på en kål, der var pjusket og dusket. "Du er en god julekål," sagde manden. "Vi kan bruge dig 1. juledag, sammen med flæsk, sennep og brune kartofler." Og kålen rankede sig stolt.
Så gik manden videre, og stødte på et rundt kålhoved. "Hm," sagde han. "Du er en vældig rar kål. Du kan bruges i suppe, og i irsk stuvning, og i Sønderjylland bruger de dig i gammeldags kål til jul. Men her kan vi ikke bruge dig lige nu." Og kålen blev hvid i hovedet ved tanken om at skulle til Sønderjylland, og siden blev den altid kaldt hvidkål. Men den første kål rankede sig endnu mere stolt. Den kunne bruges første juledag!
Manden gik hurtigt forbi bedene med blomkål, savoykål, spidskål og kinakål. Der var ikke nogle af dem, han kunne bruge lige nu. Nej, han var ude efter noget helt specielt. Noget der kunne passe sammen med sprød svær og fedt, og med julehjerter, nisser og guirlander. Og mens han ledte rankede den første kål sig endnu mere. Den var den bedste kål i hele haven! En dag ville folk synge sange til dens pris.
Endelig nåede manden til endnu et kålhoved. Nu lyste han op. "Du er lige hvad jeg har ledt efter," sagde han. "Du er vældig behagelig rå og med appelsin om sommeren. Men her til jul snitter vi dig, og serverer dig med anden juleaften." Kålen blev helt rød i hovedet ved tanken om at den blev udvalgt til selve julemiddagen, og siden blev den altid kaldt rødkål. Og manden snittede hovedet af, og tog det med ind.
Men den første kål faldt sammen, og var vred på rødkålen. Den skulle selv først til første juledag. Og den blev grøn af misundelse, og siden blev den altid kaldt grønkål.