Døren ind til min værelse blev åben.
”Gider I ikke stikke ned efter smøger?” spurgte Niels.
”Det koster,” sagde jeg surt.
”I har godt af frisk luft og jeg giver slikket til i aften,” Niels viftede os om næsen med 100 kr.
”I kan bare tage min cykel,” råbte han efter os.
Jeg tog hans cykel selv om den var for stor. Jeg prøvede at holde tungen lige i munden. Prøvede at holde balancen. Det gik godt. Lidt mere fart på. Pludselig lå jeg så lang jeg var med cyklen over mig. Anders var et godt stykke foran.
”Hvad laver du?”
”Ikke noget,” svarede jeg.
Lod som om jeg aldrig var væltet.
”Vi skal hjem og se fodbold,” råbte han over skulderen.
”Ja, ja,” svarede jeg arrigt.
Jeg hadede at cykle. Hadede at okse af sted for at nå et eller andet. I idrætstimerne var jeg en ørn til pludselig at blive usynlig. Det eneste der fik mig til at bide tænderne sammen, var de 100 kr.
Anders stod med korslagte arme foran tankstationen og ventede på mig.
”Det var du længe om,” sagde han.
”Cigaretter?” spurgte kvinden bag disken.
Lidt som om hun ikke vidste hvad det var.
”Ja, du ved sådan nogen man ryger,” forklarede jeg hjælpsomt.
”Hvor gammel er du?”
”16,” løj jeg.
Det var jeg blevet god til. At lyve om min alder.
”Hvis du er seksten så er jeg en chokolade frø,” svarede hun. Fortrak ikke en mine.
Gode gamle Anders tog over. Ikke for min skyld. Men fordi han var blevet utålmodig.
”Knægten er seksten og jeg er atten.” Lod overarmen hvile på disken.
”Hvad rager det også mig?” brummede hun. Anders købte to pakker.
Udenfor stod han lidt og fumlede med dem.
”Skulle vi ikke hjem?”
Han trak på skuldrene. Rakte mig en. Jeg havde kun tændstikker med. Strøg en. Jeg lukkede øjnene. Prøvede at indhalere. Hostede og spruttede et par gange. Jeg fik røg i øjnene. Kunne en smøg rygge så meget? Der var varmt og lugtede af benzin. Røg og flammer var overalt…