fra bålet vandrer jeres tanker mod det ukendte. I blændes af lyset, så der synes sort udenom. Når I endelig giver slip og vender tilbage, ser I at de andre er borte og I er helt alene. Har de andre slet ikke været der? Har du været helt alene hele tiden? Nu mærker du noget bag dig og du erkender at du vist alligevel ikke er helt alene ...

... så hvad gøre du? Sidder du og ryster af skræk eller springer du op og løber skrigende væk? Måske er du en af de modige der tør vende sig om og se frygten i øjnene? Men uanset hvad, så pas på min ven, for man ved jo aldrig, hvad der kan stå og lure på en i mørket, vel?

I mørket tonede et gråt skær frem. Lidt lige som når mosekonen brygger. En tåge. En skikkelse syntes at komme til syne. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg vidste at det var Danmarks sidste skarpretter skarpretter Carl Peter Herman Christensen. Jeg aner ikke hvordan jeg kendte hans navn. Han stod nærmest med en ligegyldig mine og sleb sin økse, som han selv havde medbragt i sit lidet misundelsesværdige erhverv. Alle var klar over at en af os skulle udpeges ved afstemning blandt de andre. Mit sind var fyldt med rædsel.

Sindet har ingen grænser, således blev også min rædsel grænseløs. Skarpretteren så min rædsel. Han tillod sin økse at falde ned mod jorden, støttede sig mod skaftet og sagde: "Din forbrydelse var så stort og skamløst, at hugge dit hoved af ville være alt for liden straf for dig.

Men først vil jeg spørge dig om hvad livet har lært sådan en som dig? Du tror jo sikkert at du er noget særligt..."Tror du ikke?" Nej, jeg er vel bare et menneske. Et bange menneske, som ikke vil dø. Livet har lært mig at kæmpe og vil ikke dø uden en kamp. Så tag din økse frem, jeg vil slå med mine bare næver for at få lov til at leve...