Kender I det? At man nogen gange går rundt i et melankolsk sortsind og besøger barndommens gader. De geografiske sår, hvor de fleste er helet men nogen har lukket sig om deres materie, som latente bylder. Andre er nu blot blå mærker og knubs, man engang fik, men som stadig sidder i kroppen som en vis ømhed. Geografien rummer det hele. Den lille by, man engang boede i, er som et kort over sorg og glæde. Et landkort over følelser og oplevelser.

Høgevej: Et tordenvejr og en angst så overvældende at jeg mistede stemmen. Lynet slog ned i naboens hus, og rystelsen fik min bogreol til at brase sammen. Jeg var fem år og forsøgte at kalde på min mor og far, men min mund formede blot et O omkring en lydtomt, fordi mit stemmebånd var raslet sammen i skræk.

Langgade: Jeg vælter et kaffegrus, som går i stykker og min far tyrer i raseri en dåse skildpaddemad efter mig, som rammer mig på låret og skaber et skjold af et blåt mærke. Jeg stikker af fra skole og fritidshjem og sidder under mit skrivebord og læser mest om hvaler. Min fars temperament er mildnet med årene, men jeg forstår stadig ikke helt at omgåes autoriteter.

Kongevej: En tvangsauktion og mine forældre, der forlader hinanden for første gang. En syngende lussing i en cykelkælder. En febervildelse med en telefons insisterende kimen, og en sær viden om, at noget frygteligt er sket. Min bedstemor er død. Og min mor ligger indkapslet i en dødelig søvn, som ikke engang en gammeldags drejetelefons alarmerende kimen kan vriste hende ud af, og som jeg ikke vækker hende fra. Skyldfølelsen er indkapslet i en morbid klukken fra en lunken vandseng. Et mareridt, hvor telefonen ubønhørligt ringer og vandsengens luftbobler og bevægelser danner et billede af et koldt indskrumpet lig, som ligger i den skvulpende kiste under mine lagner.

Kirkevej: De knasende skridt i gruset en sen nat, min mors uro og bekymring, et slimet sneglespor på min væg. Min mor arbejder over og min lillesøster løber væk en lys sommeraften efter at jeg har puttet hende, fordi jeg har været hård og urimelig overfor hende. En særlig smertelig ting, som jeg føler har skabt underliggende distance mellem os, som nok aldrig heler. Men det kan også være en idé, jeg bare har. Mine forældre finder sammen igen og køber huset på Fjordvejen.

Fjordvejen: Min mor falder ned af stentrappen, i en pøl af rødvin mens hanekyllingerne bulderkoger på komfuret. En nabo finder hende, hun bliver indlagt og starter modvilligt på antabus. Mine forældre forlader hinanden igen. Al denne renovation af drømmene, af Huset, for blot at nedrive forhold og ægteskab til ground zero. Mine bedste, smukkeste og lykkeligste ungdomsminder knytter sig til dette hus. Og jeg kan stadig ikke se på det, når vi kører forbi Huset med de tre smukke terasser og det gamle æbletræ med hængekøjen.