8 år siden

Midnatsskriveri

Mit første blogindlæg
Nikoline Bus
7 år siden
Kære natbog (V) - at være...
Olivia Birch...
10 år siden
Udstillingen
Hanna Fink (...
11 år siden
Helbred
Hanna Fink (...
9 år siden
Еnke
Halina Abram...
7 år siden
Apatiske gentagelser - Ka...
Kasper Lund ...
9 år siden
julen 2013
Frode Lindtn...
11 år siden
Hundetyven.
Regitze Møbi...
10 år siden
Den Mørke Tid
Fru Flohr
1 år, 11 måneder siden
Julefrokost med at par sm...
Carsten Cede...
10 år siden
Danmarksmesterskab i Ribe
Peter
9 år siden
Så kom der en Lille-bebs.
Michala Esch...
15 år siden
Advarselsbokse og hulahop...
Victoria Wan...
9 år siden
Tiden er går
Halina Abram...
7 år siden
Pink banko med Racuelle
Racuelle Hei...
9 år siden
Tak Til Personen, Der Stj...
Kianna Kitte...
2 år siden
En stille bøn
Bastian
12 år siden
Er godt på vej til at bli...
Bogelsker
12 år siden
Carte Blanche: C'est Juste Un Tango ) ( Lyder musikken i ørerne.

Hvad er det ved midnatsskriveriet der tiltaler sådan? Efterhånden har jeg fået en (forfærdelig u)vane med at vågne om natten, oftest nogle gode, lange timer efter midnat og i stedet for at forsøge at falde i søvn igen, så står jeg op. Tænder computeren. Sætter mig til at skrive der hvor jeg slap, derfra hvor jeg kom aftenen inden. Tidspunktet er magisk, tror jeg. Det besidder en potens som de fleste andre tidspunkter på døgnet slet ikke kan hamle op med. For det første sidder jeg alene oppe, resten af huset sover. Lige nu er det mine forældre, men det samme gør sig gældende hjemme i lejligheden, når det bare er mig og min kæreste. Og når jeg er alene, så kan jeg høre mine egne tanker, de bliver ikke reduceret til ængstelse og summen. Tænker jeg specielt klar? Ikke nødvendigvis, men hver tanke hænger ved lidt længere og efterhånden har jeg brug for den ekstra latenstid. For at følge med. Samtidig ligger der en ro i natten, den ligger på lur, venter, omfavner mig blødt bagfra. Trækker mig ind til sig. Som en ven.

Har lige tændt to stearinlys. Ikke de små man dumper i holdere med hul i, men den gammeldags slags til at sætte i stager. Det er nu engang så hyggeligt. Tænder ellers sjældent lys, når jeg sidder oppe. Er bange for pludseligt at blive træt, at sove fra dem, men disse to står højt i morfars gamle messingstager, så dem kan jeg vist godt holde øje med. Selv flammerne er rolige, flakker ikke. Nu er musikken skiftet, forsangerinden fra Carte Blanche med den rustikke, sprøde stemme synger Piafs klassiske Padam Padam. De franske chansons minder mig om Marguerite. Fungerer som inspirationslyd. Sidder og arbejder på en scene der langsomt udfolder sig i snørkler og sex, som det jo oftest er tilfældet med hende. Kan man elske en karakter for meget? Kan en karakter komme til live til en sådan grad, at det til tider føles som sidder de ved siden af og dikterer pennen selv? Den oplevelse sidder jeg tit med, med Marguerite. Ja, frøken, selvfølgeligt, frøken - og fingrene løber over tasterne, danser helt til hendes pibe.

Er jeg mon den eneste der laver mentale interviews med mine karakterer. Det har aldrig været interviews med en vampyr, ikke for mig. I mit hoved synges der "shame, shame, you lost your own game" og lige netop sådan føles det; jeg har startet en leg jeg vist slet ikke kan styre og jeg elsker hvert sekund, hvor hun har afsat mig fra styrmandsposten. X antal ord senere taber jeg stadigt og vinder alligevel samtidigt. Sejren taster sig også ind i systemet, sammen med ordene. Klik-klik, klik-klik-klik.

Og sådan forløber mine nætter egentligt på den mest actionprægede facon, i midten af stilheden, ensomheden. Aldrig et roligt øjeblik, heller ikke i hjertet af roen selv.

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Midnatsskriveri er publiceret 28/12-2016 04:12 af Syrene Hvid.

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.