Det er ikke så tit jeg får skrevet dagbog, hverken på papir eller på Pennen. Tiden farer af sted og egentlig sker der meget som jeg gerne vil fastholde. Ellers bliver det jo bare lagt på en hylde i hjernens store erindringsbibliotek, hvor tusindvis af små og store oplevelser ligger i lag. Nogle bliver af og til fundet frem, mens andre må være ret støvede efterhånden. Jeg pusler som så mange andre med en idè om nedfælde min livshistorie en dag og da er det måske smart at kunne støtte sig til noget mere end disse lange, tårnhøje hylderækker.
Måske det at skrive lidt ned også kan ordne tankerne? Jeg er alene lige nu. Øhm, ja altså kaninen Blackie og hunden, der sådan set ikke er vores, men bare tror det, er her også, men jeg er det eneste menneske i huset lige nu og opvasken er til side, så jeg har lige lidt tid. Jeg tror sgu jeg vil fortælle lidt om i dag og i går. Fortælle det til hjernebiblioteket og til hvem, der måske også lige har lidt tid og falder over dette her.
De medvirkende optræder for de flestes vedkommende under opdigtede navne eller blot med ”titel”
I dag er det Jims fødselsdag og solen skinner. Ikke fra en helt skyfri himmel, men i denne sommer må man jo sætte pris på at se den og mærke den. Solen. Den varmede, da jeg fodrede hønsene og lille Kylle, der åbenbart ikke får søskende. Begge skrukhøns har givet op og ædt æggene. Måske på grund af denne underlige sommer?
Fødselsdagen blev fejret i går og vi var et dusin mennesker i de unges lejlighed, som de snart skifter ud med en større og bedre i storbyen. De venter nemlig barn og så er det ikke specielt smart at bo lige over en bodega, hvis ejer og gæster fortolker spille-og-larme-reglerne temmelig frit.
De unge var om formiddagen til syn, men lejeren havde ”glemt” at flytte, så i stedet så de blot det nye sted. Der er god plads og en lille, nem have. Svigerdatter nåede alligevel at bage både boller og kagemand samt lægge en lagkage sammen, men så var hun også svedt og træt.
To af de vordende oldemødre var med til fødselsdagen og fik sig vist en god sludder. Storebror var der naturligvis også – på sine krykker. (Han hjalp til, da ”oldemor 3” (min svigermor) skulle flytte i ældrebolig sidste lørdag. Da de var ved at være færdige trådte han forkert ned af lastbilens trin og en splint knækkede af en knogle i hælen. Foden er desuden forstuvet, så nu har han og hans bærbare besat slyngelstuen.)
Efter kaffe, kage og gaver mv. var vi nogle, der gik tur med hundene. Vi skal have Jims og Louises hund i pleje, når de flytter, så det var både hygge og en slags prøve på luftning af de to dyr, der jo dog har været sammen før.
Nogle spillede Jims nyeste spil, nogle sludrede og så var det pludselig tid til at lave aftensmad. På en eller anden måde blev Lucas og jeg valgt til den opgave. Eller meldte vi os mon frivilligt? Hæ? Det gjorde vi vel. Lucas er for resten gudfar til vores yngste, som på grund af arbejde først kunne komme til fødselsdag på selve dagen – altså i dag. Det er så der de er – alle drengene mellem 17 og 30. Manden er på arbejde.
Nå, lige som vi var ved at have maden klar, kom Johnny (Jims ven, vores tidligere ”plejesøn”) ud i køkkenet med Lucas`s mobiltelefon. Det var fra hospitalet, hvor Lucas`s mor er indlagt. Hun har været syg meget længe og nu lå hun altså på sit yderste, så nu måtte han hellere skynde sig.
Så gik det ellers ad sted mod motorvejen og ud ad den til storbyen. Ikke et ord om farten. Hun levede endnu, da vi nåede frem. Vi købte noget kaffe i opholdstuen. Syntes ligesom ikke drengen skulle være alene med sin døende mor. Vi kender hende ikke, for det bekendtskab havde hun ikke lyst til.
Der var en onkel, fandt vi ud af, men han var vistnok på vej hjem, så vi sad der – manden, min søster og jeg. Følte os lidt malplacerede i det, der uspillede sig på en stue i nærheden, men fik snakket med Lucas, når han kiggede ud. Han ville gerne have sin bror til også at komme, men han var stangstiv. Det kan ikke skrives pænere, desværre. Og han ville aldeles ikke prøve at mande sig op med kaffe eller noget. Heldigvis kom min søster (også ven med Lucas) i tanke om, at den fulde gut har en ven – og ham kontaktede Lucas. Heldigvis sprang han og hans kone straks ind i billedet.
Der dukkede nogle flere familiemedlemmer op og vi listede stille af. Sad lidt hos min søster, så at hun har byttet rundt på sine møbler, sludrede og spiste lidt chips. Da vi erfarede, at broderen nu var dukket op i moderens hjem, kørte vi til Slumrestrup og gik i seng.
Det sidste jeg har hørt at døden stadig holdt sig lidt tilbage, men var parat. Håber at høre mere snart.
Det er underligt at være skyggedeltager i fremmede folks død – fordi man holder meget af deres søn. Onklen sagde til os, at det var godt, vi tog med. Det lunede, for vi følte os usikre på hans reaktion, men Lucas kunne da ikke være alene med sin døende mor.
Nå, må hellere give hans katte aftensmad – og mit eget køkkengulv råber noget om dapper, det er lykkedes mig at abstrahere fra.