Filmet på arbejdet, overvåget på nørreport. Observeret i toget, tjekket af personale. Vores færden dokumenteres, og handlinger lagres på en harddisk. Vores tilværelser gemmes, og kan potentielt bruges imod os - hvis vi træder ved siden af de skrevne retslige, eller de uskrevne moralske retningslinjer.
Kameraer overalt, vi er fastfrosset til hver og en tid. De siger, at de vil beskytte os - det er for sikkerhedens skyld, mener de. Jeg føler mig kigget over skulderen - og jeg er ikke paranoid. Men tænk en gang, overvej det unægtelige faktum, at vores position, interesser, og tiden vi spenderer - alt dette er ikke kun vores, men også deres.
Chefen kan se i hvilke lokaler vi er, myndighederne ved hvilke busforbindelser vi benytter. Intetnetbutikkerne kommer med relevante, og bullseye reklamer - måltettet os specifikt, kreeret ud fra søgehistorik, og ud fra hvad vi viser interesse for, på de sociale medier. Applikationer vil kende vores GPS- koordinater, de kan udpege hvor vi er - nøjagtig hvilken geografisk lokation.
De sociale medier - geniale, rædsomme. Dette er et medie, der er en personlig profil, vi socialiserer virtuelt, skriftligt, teknologisk. Der er med garanti nogle stykker, som ikke benytter Facebook - men de sociale medier slipper vi ikke for - uanset.
Det har en antikriminaliserende effekt, det er prævention. Det muliggører dokumentation i forbindelse med brud på loven, det bruges til at indsamle data om specifikke individer. Det er underbevidst adfærdsregulering, det er at tæmme en større mængde af mennesker, på en gang. Vi ved at vi er overvåget, vi ved at vi bør opføre os anstændigt - vi ved ikke hvem der ser hvad.
Nej. Fucking nej. Af og til har jeg behov for at gå en tur i skoven - i en overdådig hashkoger, iført bundløs kilt og solbriller, samt sokker i sandaler - og råbe "FUCK!" Om og om igen. Ikke fordi at jeg har noget at råbe af, men fordi jeg kan gøre det i fred.
- Kasper Lund