Jeg har ikke meget at sige. Faktisk så tænker jeg heller ikke meget længere. Det eneste, jeg er i stand til, er at leve. Trække vejret, spise, drikke vand, sove - de obligatoriske og livsnødvendige ting. Men uden at nyde dem ét eneste sekund, udfører jeg dem per automatik.
"Husk at lave lektier! Husk at smile! Husk at dine venner elsker dig!"
Jeg bilder mig selv ind, at jeg ikke er kynisk eller følelseskold, men jeg er begyndt at tvivle stærkt på det. Egentlig er drivkraften i mit liv kun mine samtaler med psykiateren, og det faktum at hun ville miste en masse penge og energi, hvis jeg en dag pludselig ikke var der længere. De blikke, hun sender mig. Medlidenhed. Til en 18-årig pige, hvis sind ikke kan holde til presset. De kalder det 'svær depression', og jeg ved stadig ikke helt, hvad det er. Det har ellers været min tro følgesvend i årevis, men jeg føler ikke rigtig, vi er blevet venner. Jeg føler ikke, at der er nogen kemi. Måske er det bare min egen kynisme.
Én ting er dog sikkert:
Jeg har drukket for meget te, skrevet for mange ubrugelige noveller og fortsat på en håbløs roman. Lad mig sove, lad mig spise, lad mig leve igen - og for alt i verden: lad mig smile. Det savner jeg.
Jeg sender kys mod et sted, der er bedre og håber at være der snart. Det siger hun i hvert fald: "Det hele bliver meget, meget bedre, kære."
Jeg tror på det. Det gør jeg!
Skriv kommentar
Dagbogsindlægget
Husk dit og husk dat er publiceret
17/01-2016 19:50 af
hendemedblomsterne.
Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.