Hvis jeg sagde, at hver dag. Bare var endnu en dag, ville du så give mit ret? Dagen gryr, natten dør. Jeg er et finurligt pudsespil. En af dem, man lægger fra sig. Ikke fordi det er synderligt svært. Nej. Brikkerne er ens, kedelige. Jeg siger sjældent hvad jeg tænker. Ler som natten dør. Jeg snakker ikke om mig selv, og hvis jeg gør er det løgn.
I dag, ja, dag. Gik jeg ud på badeværelset. Vilken finurlig størrelse. Jeg låste døren, et personligt rum. Min mors smykke skuffe stod der foran mig. Jeg åbnede den, og fandt de flotteste ting. Kæder til arm hals, låses med sikre sving. En ring fandt min finger, den havde været min farmors. Guld i snirkler og snørkler var på min finger. Mine tygge fingre ville ikke slippe ringen da jeg prøvede at hive den af.
Ti års død, arvestykke lå der, nægtede at gi slip, som hvis livet var i den.
Dagen gryr, natten dør. I hvilken sammenhæng ville dette være rigtigt?
Jeg sidder her i min vinduskarm, kigger på natten der vægges af morgnen. Kigger på den mørkeblå farve der slikker sig hen af himmelen. Kigger på lysende i vinduerne. På de liv der er på vej i seng.
Min nat, er kun lige stået op.