Hjemme. Jeg er hjemme, og alligevel ikke. Hvor hører min brik ind? Hvor er min plads? Jeg kan ikke lade hver med at lede. Selvom der måske ikke er en plads. For. Den plads man tager er vel ens egen.
Jeg kigger ud i verden, den kolde morgenvind i håret. Min nye familie er omkring mig, griner. Fletter ens tråd sammen med andres. Min smil stormer. Jeg kan ikke lade hver med at kigge på min nye verden, familie, hjem. Uden at tænke på hvor hældig jeg er.
Tilhører jeg verden? Tilhører verden mig?
Nej.
Verden er et skybrud, et virvar af små puslespil, spinet af spinkle snore. Vi kender knap hinandens navne, dag tre. Og alligevel, er brikkerne ved at findes. Små skridt. Lidt af gangen.
Hvilken snor skal jeg bindes med? Hvilket eventyr er pålagt mig.
Ja.
Det kan kun jeg bestemme!