Agnes Obel: Chord Left )( Lyder musikken i ørerne.

Jeg har ellers haft en længere periode nu, hvor jeg har sovet udmærket, hele natten igennem, men nu sidder jeg her og gaber foran computeren klokken fem - ja, jeg sidder oppe og kunne måske nok godt sove et par timer mere, men tankerne flyver rundt og spændingerne er allerede begyndt at samle sig i musklerne. Jeg har en tid på hospitalet her til formiddag, fordi jeg har udviklet nogle stofskifteproblemer som skal udredes af specialisterne. Det er min psykiater der har henvist mig, fordi det muligvis er på grund af noget medicin jeg tager, hvilket er rigtigt ærgerligt, da det er medicin der virkeligt har hjulpet mig de seneste par år, så hvis jeg skal til at trappes ud af det og over på noget andet, bliver alting præcis så besværligt som medicinskifte oftest er. Jeg har sagt til ham, at jeg er åben overfor at skulle skifte, hvis det viser sig nødvendigt, men hvad fanden skal jeg også sige ellers? Hvis det påvirker min krop negativt, må jeg jo tage konsekvensen. Jeg hader hospitalsbesøg, jeg hader at skulle afsted. Heldigvis har jeg en veninde der tager med, så jeg ikke skal sidde der alene, men det er stadigvæk stort og skræmmende og hårdt. Det har formodentligt fyldt i systemet hele ugen, uden at jeg rigtigt har kunne registrere det, men nu sidder det lige i mellemgulvet og vibrerer, ryster, skælver. Jeg er bange, men det er jeg efterhånden hele tiden og for alt, de siger det kan være et symptom på mine stofskifteproblemer. Tænk hvis det er noget fysisk de skal sætte ind overfor denne gang, for at få bugt med denne lammende angst jeg lider under hele tiden i øjeblikket. Tænk hvis det alene kan gøre bare en lille smule kål på den følelse, hvor ville det være en kæmpe lettelse. Der er bestemt også gode ting ved at skulle afsted, men selve besøget er et bjerg jeg skal bestige, overvinde. Der er fem timer til jeg skal være der, jeg er begyndt at tælle ned.