Det er for varmt.

Min hund har gemt sig bag en af de store polstrede, røde velourflydere, hvor der er skygge og hun kan ligge godt klemt op imod en kold væg.

Vandet er vådt, men ikke så koldt som i starten og pillerne sidder fast på vej ned igennem halsen.

Næste gang jeg tager en lur, skal opvaskemaskinen ikke tændes, skråler jeg, og forsøger at lange ud efter min mand med ti stumpede kløer; han mente at jeg godt kunne sove i larmen. Jeg slår ikke. For det er slemt. Jeg forsøger bare at slette smerterne i hukommelsen med dobbelt op af iprener og høreværn.