Det er torsdag. Jeg er hjemme, syg. Min hals er tilsneet, øm og tør, og jeg hoster dybt og hult.

I fredags havde jeg oprindeligt en date med Bruce Lee typen jeg mødte på Fyn - han flyttede den til mandag pga. en forretningsrejse til Stockholm. Vi havde aftalt at spise is, men vejret havde en iset kant og indbød mere til kaffe. Vi endte på Sebastopol og drak kaffe. Det var hyggeligt. Det kommer altid bag på mig, hvor nervøse folk er i starten af en date. Meget mere nervøs end mig - og jeg føler altid et stærkt ubehag lige inden en date og skal altid lige afstive mig selv med et par dybe indåndinger. Men de her fyre er tit virkelig nervøse. Ham her stammede let - hvilket jeg aldrig har lagt mærke til han gjorde, da jeg mødte ham første gang. Han kartede rundt på stolen, spildte sin kaffe og rodede rundt i skålen med tandstikker og sukkerposer. Jeg kan godt lide ham, så det virkede bare sødt. Og han var en perfect gentleman og betalte kaffen og fulgte mig helt hen til cyklen. Og her fik han fremstammet om jeg ville med ud at spise. Det ville jeg gerne. Nu er det så torsdag - og jeg er godt nok syg. Vi har skrevet lidt sammen på FB, men ikke aftalt noget. Jeg kan mærke jeg bliver lidt utålmodig.

På mange måder er han slet ikke min type. Men jeg har valgt at smide en lille håndgranat ind under kategorien 'min type', og se hvad der så sker. Jeg synes han er sød og ser sød ud. Der er ikke sket en dyt i hundrede år. Og jeg fylder 35 lige om hjørnet. Luna og jeg har bestilt en rejse til Berlin. Jeg var desperat for at finde på noget, så jeg ikke falder i det hul, der hedder fødselsdagsdepression, som har været et dybere og dybere hul de sidste par år.

Jeg har det jo godt nok. Mit liv er temmelig trummerum og rutineagtigt, men jeg har jo egentlig ikke ondt. Derfor er mine dagbøger så kedelige!