Skal man egentlig stille tiden frem, når der ingen grund er til at stille havemøblerne frem?
Jeg er på vej hjem fra hjemstavnen. Det er iskoldt, overskyet - vindmøllerne spinder. Jeg har en følelse indeni, knuget og forvreden, som de ensomme vindskæve gevækster mellem totter af sne. Skrev i går til Luna og Bob respektive. Har fået et sølle svar fra Bob. Intet hørt fra Luna. Tænker om jeg har gjort noget galt. Om der også er gået kummefryser i mine få venskaber. Har skrevet lidt med kollega-smurf om at tage ud i aften. Måske på stambaren, hvor der er risiko for at møde ens dårlige vaner.
Der går hurtigt endnu en sommer uden at det blev sommer. Denne kulde glider bare over i mere nedfalden ensomhed. En anden slags kulde. Mere tør og insisterende. Det slider i frosttørre strimler lykken af ens krop, men ikke hulden, nej, for hyggespisning er den eneste trøst, der findes. Det letter ikke på humøret at køre gennem dette flade landskab af firkantede matrikler, firkantede marker, huse, liv, kernefamiliecontainere. Afgrænsninger af stilhed og platter på væggene af emaljeret skrøbelighed, pletter af livets lysere nuancer i tapetet bag, omsluttet af mørk gulnet tidevand.


.............................................


Påskelørdag. Først er mig og Bobben på bøssebar. Senere render vi sammen med min kollegas lille fest, og sluttelig ender vi på stambaren. Der har vi hele den herlige forsamling: For Bekendt, For Ung og For Vattet. Man kan sgu stille sit ur efter de bekendtskabers optroppen på min bar. For Bekendt har som sædvanlig lidt svært ved at sige ordentlig hej, men han vil gerne, er bare for stiv, kommer over og vil kramme, kysse og råbe 'tralalalalalalal' i øret på mig. Jeg er afvisende. Han smutter efter kort tid.
En halv time efter jeg har afvist For Bekendts stive tilnærmelser ser jeg, han har postet et billede af exen på Facebook, med billedteksten 'Du er smuk, min egen'. Sjældent har man set ordet 'FORSMÅET' bøjet så kraftigt i neon. Eller, jeg er godt klar over, at han hænger fast i det havarerede forhold med hende, og at han nok stadig er forelsket. Men jeg er ret sikker på, at budskabet var til mig. Jeg holder lidt øje med denne post, for jeg er relativt sikker på, at den bliver slettet igen senere på dagen. Desværre kan jeg ikke engang fremfinde nogen som helst følelse af jalousi eller skuffelse, hvilket nok også lige syretester mit lille crush. Jeg føler kun en form for opgivende verdenstræthed over al denne digitale barnlighed og pissen i sne. For Ung var jeg glad for at se igen, men han er på arbejde, og desuden fik jeg lavet et eller andet ike-intenderet snobbet facemove, som gør ham kold overfor mig. For Vattet - det gir' sig selv, at det gider man ikke spilde sin tid på. En slibrig advokat, som jeg har mødt et par gange dér og andre steder, lægger an på mig, men da har jeg fået nok og skrider.

..........................

Så vågner man med udstoppet hoved og sandmund. Til gengæld endte jeg med at høre fra både Bob og Luna, så de venskaber er ikke endt i kummefryseren. På lørdag er jeg inviteret til privatfest hos en gammel studiekammerat, som jeg ikke kender vildt godt, måske en meget god lejlighed til at bryde ud af same old, same old.