Cykel! Vi har kørt gennem tykt og tyndt. Jeg købte dig en hård og kold Februardag i 2007. Brugt. På et nu nedlagt skånejobsværksted på Valdemarsgade. Bat for Lashes og der røg et par hundrede af prisen. Du havde allerede dengang dine særkender, dine mangfoldige handicap, din store charme! But what can I say but the words of a dwarf: "I have a soft spot for cripples, bastards and broken things". Vi indtog København sammen. Vi lod os tilslide af den brutale storbys asfalt. Vi gav den frihjul, alt hvad den kunne trække. Sammen kyssede vi asfalten og ramlede af og til styret mod en mur.

På Amager mødte dine sprøde dæk gentagne gange en syg mands kniv. Vi måtte flygte over broen, væk fra den ø. I Ryesgade kolliderede vi med en hjemismand med favnen fuld af islagkager. Vanilleisarmaggedon og vansiret cykelkurv. Hudafskrabning og hul i strømpebuks. Et knæ, der lignede en kromenu: Bøf med bernaise og trefarvet til dessert. På Nørrebro fik du dine tags, din street-cred og dine nye pedaler. Vi cyklede til havet, til havnen og i haven. Sammen kiggede vi på den opstående sols hurtigtfarende ildhjul. Du blev så glad, at du gjorde små gedebukkespring.

Cykel. Du blev forelsket i Tonny fra Tårnby. En tofarvet crooner, der holdt til om hjørnet. Sammen stak i af. Slingrede ned af Istedgade og rundt om runddelen, kom ud i ulykker som kun El Hassan kunne kurere. Men jeg fandt dig igen, Cykel. Du stod der pludselig med dine kælne blinkede lygter og dit styr på sned. Gammel kærlighed ruster aldrig. Og dog. Cykel, det er gået hurtigt ned af bakke. Som en spedalsk, en kemopatient, en wanna-be fixie-bike smed du først støttefoden. Dernæst skærmen. Ringklokken røg. Og jeg skal aldrig høre din glade klimten igen. Nu hænger du træt op af muren. Slap i bremsen, blød i dækkene, helt på halen. Cykel, det er tid til at parkere. Hvil i fred.