Det her er mit første dagbogsindlæg, og jeg er ikke helt sikker på hvad jeg helt konkret skal skrive. Skal jeg fortælle om sindssygeanstalten? Skal jeg fortælle om hvordan de andre patienter skræmmer mig, og jeg ikke ved hvor længe jeg kan blive ved med at holde det her ud? Mine tanker kredser om selvmordet, ligesom mine tekster, og selvom jeg griner og smiler til dig, så betyder det ikke, at alt det andet er glemt. Jeg savner Paris. Og London. Og New York. Hold kæft, hvor jeg savner alt andet end det her. Om halvanden uge fylder jeg 27, og bare tanken giver mig angstanfald; hvorfor kunne jeg ikke være atten igen, og arbejde på en specialskole for handikappede børn, ligesom jeg en gang har gjort? Jeg var jo rent faktisk dygtig til mit arbejde. Hvorfor skal jeg sidde på en lillebitte indelukket stue, hvor det eneste levende er de bonderoser, min mor kom med for et par dage siden. Hvordan bliver man rask? Hvordan smider man sindssygen ud? Hvis der er nogen, der ved det, så vær venlige at fortælle mig det, for alt det her er efterhånden ved at vokse mig over hovedet. Jeg er træt af at være ynkelig. Jeg er bare så gennemgribende træt.