Post-fødselsberetning og tiden på hospitalet

Kommunikation!
Racuelle Hei...
9 år siden
Hvor er min motivation?
Kasper Lund ...
8 år siden
Jeg er ikke en slave - Ka...
Kasper Lund ...
8 år siden
håb
Halina Abram...
7 år siden
Pause
Hanna Fink (...
10 år siden
Poetry slam
Martin Micha...
5 år siden
Torsdag d. 3/8-2018
Smukke Emma
6 år siden
if Vejhjælp
David Hansen...
8 måneder, 22 dage siden
At skue hunden på hårene
CamillaJe
12 år siden
folkeskolegensynsfest
Peter
11 år siden
Gode karakterer og en for...
Camilla Ahle...
6 år siden
Aaaangst!!!
Camilla Rasm...
16 år siden
Højskoleophold
Hanna Fink (...
10 år siden
Det her er ikke mit land
Olivia Birch...
9 år siden
Fredag 21 Marts - 2014
Sine Simonse...
10 år siden
Næste stop: normalitet
Syrene Hvid
5 år siden
Vand
Halina Abram...
7 år siden
Lidt af hvert.
Hanna Fink (...
8 år siden
Den søde.
Ruth Christe...
8 år siden
Kærligheds og chili
Kenny Raun (...
12 år siden
Det første palindrom-år
Olivia Birch...
10 år siden
Der bliver snart stille :...
Kellany Bram...
11 år siden
Min drømmedagbog! Del 1.
Winnie Leth ...
9 år siden
Aloe Vera Gel og mandehør...
Victoria Wan...
9 år siden
Gymasie-grammatik & hygge...
Ash Renashan...
11 år siden
Tiden i Perspektiv
Rebecca Rahb...
8 dage siden
Beskæring af roser
Hanna Fink (...
11 år siden
Faldskærmsudspring - Kasp...
Kasper Lund ...
8 år siden
starten på noget.
Liza Abildsk...
10 år siden
Hun fik Cohen forærende
Olivia Birch...
8 år siden
Positivitet?
Luna Mø
7 år siden
Misfoster
Tine Sønder ...
11 år siden
Livet er en rejse
Salomon
9 år siden
I'm back!
Gittepigen
11 år siden
Grungekaffe og brækket ry...
Michael Nevs...
7 år siden
Om at være tanketyven
Merida Dunbr...
5 år siden
Nu er vi snart færdige
Ragnhild Bac...
11 år siden
Dag 6 på Fyldepennen. Fes...
Gaffa Brandt
11 år siden
Dagens Danmark.
Ruth Christe...
8 år siden
I korte glimt...
Marlene Gran...
11 år siden
På vej hjem
Halina Abram...
7 år siden
Næste stop: skriverefugiu...
Syrene Hvid
5 år siden
Kære far ❤️
Musenmia
5 år siden
Åh ja mere det føles så g...
Maria jayash...
1 år, 6 måneder siden
Human tetris
Tine Sønder ...
12 år siden
Omvendt ordstilling og te...
David Hansen...
9 måneder, 28 dage siden
En bid af hverdagen.
Hanna Fink (...
4 år siden
Kære natbog (XI) – zombie...
Olivia Birch...
9 år siden
Stemme
Halina Abram...
7 år siden
Juletid
Gittepigen
12 år siden
julen 2013
Frode Lindtn...
11 år siden
Fjerde bog, næsten færdig...
JesperSB
3 år siden
Fin lørdag
David Hansen...
8 måneder, 17 dage siden
Første indlæg og ny tid
Miriam Lidbe...
7 år siden
Vindstille julefrokost
Olivia Birch...
10 år siden
Felicidad mi amor! Felici...
Camilla Rasm...
11 år siden
Måske nattøjsdag
Hanna Fink (...
12 år siden
Stilhedens tanker.
Line Ley Jen...
10 år siden
Det ender med en silhuet
Olivia Birch...
9 år siden
Eksamen
RachelBlack
11 år siden
Sig appelsin - Kasper Lun...
Kasper Lund ...
8 år siden
Jeg ønsker mig ord - nye ...
Olivia Birch...
10 år siden
Det er sygdom, det er sol...
Olivia Birch...
10 år siden
Lillemanden fyldte en måned for nogle dage siden.
Det har været fucked up.
Jeg fødte onsdag formiddag. Om eftermiddagen skulle vi op eller ned eller hen på familieafsnittet. Da vi kom derop ville jeg bare have hende der viste os rundt til at holde op, jeg fik det sindssygt dårligt og skulle bare sidde ned.
Vi nåede lige hen til stuen, jeg fik lagt lillemanden fra mig på sengen, kiggede ned af mig selv og så, er der løb blod ned af mine ben. Fødselsjordemoderen, som tilfældigvis var gået med, hjalp mig ud på badeværelset, og jeg kan huske, at det sidste billede jeg så var selve toilettet. Så sagde jeg: "Jeg skal besvime". Jordemoderen sagde, atjeg skulle sætte mig ned på toilettet, og det fik jeg gjort.

Så vågnede jeg. Jordemoderen sagde mit navn og spurgte, om jeg var okay. Hun sagde, jeg skulle kigge på hende og holde hovedet oppe (tror jeg?). Jeg sad stadig på toilettet. De fik mig lagt ned på gulvet, og jeg så Lasse. Så så jeg, hvor mange mennesker, der var omkring mig. Måske ni mennesker, der alle arbejde sindssygt hurtigt, en af dem kunne jeg kende fra da jeg fik taget moderkagebiopsi, og jeg vidste derfor, at hun var læge. Jeg tænkte: "Hold da kæft, er jeg ved at dø?" Det var virkelig overvældende med så mange mennesker, der alle arbejdede så hurtigt.
Jeg fik stukket en iltmaske i hovedet, og jeg holdt den selv.
Jeg prøvede at smile til Lasse, og jeg prøvede at smile til hende med iltmasken. Jeg var jo okay. Jeg havde en knaldende hovedpine, men jeg var okay. Jeg er altid okay, når jeg er vågnet efter at være besvimet.

Jeg kan ikke huske hvordan, men jeg kom på en eller anden måde op i en seng, som stod ude på gangen. Så blev jeg kørt ned/hen/op på barselsafsnittet.
I eleveatoren kunne jeg få ordentlig øjenkontakt med Lasse, som stod med lillemanden. Jeg gav ham thumbs up, fordi han så helt skræmt ud, og en eller anden grinede og sagde, at det var godt, jeg var lidt kæk. Jeg kan huske, at det var enormt vigtigt for mig at vise, at jeg havde det godt. Jeg synes, det var voldsomt med alle de mennesker. Sikken energi, der blev brugt på mig der! :)
På barselsafsnittet var fødselsjordemoderen hos os i noget tid. De fandt ud af, at jeg havde tabt omkring 1 liter blod. Det var højst sandsyndligt fordi, jeg havde åbnet mig på kort tid og noget med, at min livmoder i stedet for at trække sig sammen slappede af. Jeg kan ikke huske de præcise detaljer, men når jeg skriver fødselsberetningen, finder jeg lige journalen frem.
Jeg fik lagt noget saltvandsdrop, fik målt blodtryk hundrede gange, fik ilt og ilt og ilt, fik taget en blodprøve og til sidst fik jeg nogle stikpiller, der skulle få livmoderen til at trække sig sammen.
Fødselsjordemoderen var den sidste, der forlod os. Hun vaskede mig dernede, beroligede os og sagde, at det ikke er unormalt at miste noget blod efter fødslen. Til sidst sagde hun, at det havde været en rigtig god fødsel, og om hun ikke måtte være med til den næste også :) Ej, jeg kan ikke huske, om hun sagde det lige der, men hun sagde det i hvert fald på et tidspunkt. Jeg havde ikke kræfter til at sige så meget, men jeg fik mulighed for at skrive en evaluering af hende senere. Hun var virkelig helt fantastisk!

Da hun gik var vi så lidt overladt til os selv. Der var ikke nogen på barselsafsnittet, der fortalte, hvad der skulle ske nu. Jo, der var en der sagde, at de ville måle min blodprocent, så tænkte, de kommer nok snart. Det gjorde de bare ikke. ... ... ... Tilsidst måtte vi hive i snoren efter en, fordi jeg ikke havde fået stilt mine spørgsmål, og fordi jeg skulle tisse som bare fanden! Der kom en sygeplejerske ind, som hjalp mig med at komme over på sådan en ting ved siden af sengen, så jeg ikke skulle ud på toilettet. Åha.

Heldigvis kom jeg mig hurtigt og fik lov til at gå på toilettet selv hurtigt igen.

Vi sov en nat på barselsafsnittet, så blev vi flyttet tilbage til familieafsnittet.
Vores familier kom og besøgte os torsdag på familieafsnittet.
Vi havde først fået skrevet til dem om aftenen om onsdagen, da der var kommet ro på. Der gik nogle timer efter fødslen, hvor vi lå med lillemanden og hvor vi sov, og ingen af os havde overskud til at skrive. Bagefter skete alt det her, jeg lige har skrevet, så blev først om aftenen, og det har jeg det stadig dårligt over. De sad jo allesammen og ventede på at høre noget. Mine forældre kimede tilsyneladende hinanden ned - noget de ikke plejer at gøre normalt - for at høre om den anden havde hørt noget. De vidste bare, at vi var taget ind på fødegangen aftenen før. Sidst de havde høt noget var vist omkring midnat. Måske noget med, at de ville tage forstervandet. Jeg ved det ikke helt.
Jeg ville bare ønske, at jeg havde sendt en sms og så lagt telefonen væk. Jeg vil nok altid have det dårligt over det :( Men folk kan selvfølgelig godt forstå det, når man fortæller det hele. Men stadig. Øv :(

Nå, om fredagen kom der nogle flere fra Lasses familie, og så om aftenen snakkede vi med en jordemoder. Det virkede som om, at det var tilfældigt, at vi kom til at snakke om noget, der fik hende til at foreslå, at hun kunne veje ham. Han havde næsten tabt sig 10% af sin fødselsvægt på to dage. Det må de godt, men det skal være over længere tid. Så vi blev igen flyttet op/hen/ned på barselsafsnittet. Hurra! De sagde, at det nok var fordi, min mælk havde svært ved at løbe til på grund af blodtabet. Endnu mere hurra -.-*
Så der ved midnat til lørdag skulle jeg starte med at malke ud med en forfærdelig brystpumpe, der rev mine bryster i stykker for at stimluere mælkeproduktionen, og så skulle vi give ham ekstra når jeg ammede. Åh!
Oveni at amningen så lige blev besværliggjort med brystpumpe og rengøring af ting og sager, så begyndte vi at have nogle ammesæssioner hvor ham den lille mand bare ikke ville stoppe med at skrige. Vi havde ingen anelse om, at det kunne være fordi, staklen var træt. Hvis han var træt ville han vel bare falde i søvn!? Næ nej, han var nok sulten, så han fik lov til at ligge ved mit bryst i tre timer, og så faldt han jo i søvn, men vi fik at vide, at vi skulle holde ham i gang. Bøvse ham af, cykle med benene, stimulere, stimulere, stimulere, så vi holdt ham vågen. Når han så lå og suttede skulle vi ae ham på kinden, i håndfladerne, på fodålerne, på ryggen, han måtte i have tøj på, når han spiste, for så fik han det for varmt og faldt i søvn, og så hvis han var så træt, at han faldt i søvn alligevel, skulle vi ae ham elle de steder med en kold klud. Stakkels dreng. Det gav et sæt i ham, hver gang vi gjorde det. Når jeg tænker på, hvordan han gjorde, bliver jeg helt ked af det. Det er da skide ubehageligt at få kørt sådan en kold klud op af ryggen.
Og jeg sidder tilbage med en følelse... Hvorfor var der ingen der sagde til os, at han godt kan skrige, når han er træt? Og hvorfor var der ingen der tænkte, at han måske faldt i søvn fordi, han var træt?
Jeg ved godt, det er vores barn og sådan, men altså... Åh, jeg ville gerne have haft noget mere hjælp fra personalet deroppe.
Når vi ringede efter dem og bad dem om at vise, hvordan man lagde ham ordentligt til, så kom der en eller anden hektisk person ind, stak brystvorten i munden på ham og gik igen. Ingen, der ligesom forklarede hvordan man gjorde.
Der lørdag nat var der en, der ville vise mig, hvordan man ammer siddende, for det eneste, jeg havde lært var liggende, så det havde jeg gjort indtil videre. Hun konstaterede så efter kort tid i den normale ammestilling, at det fungerede ikke på grund af mine store bryster, øv bøv. Der så den ammestilling, jeg bruger næsten udelukkende nu. Tak, kompetent sundhedsplejerske!

Lørdag eftermiddag skulle Lasse hjem for at vande katten og hente noget skiftetøj. Jeg skulle så have hjælp af en fra hospitalet til at amme, fordi Lasse indtil videre havde lagt lillemanden til og hjulpet mig med at forme min brystvorte og sådan. Jeg var skideræd. Fuck, tænkte jeg. Fuck, fuck, fuck. FUCK!
Det resulterede så i, at jeg mødte den sødeste jordemoder, og hun hjalp mig og sagde, at jeg skulle få Lasse til at tage ammepuden med derop, så ville hun vise mig en ny stilling.
Hun viste mig den, der hedder tvillingestillingen, og jeg fik min siddende ammedebut. Mega lækkert! Hun tog sig god tid til mig, og hun forklarede tingene stille og roligt, og åha! Dér skulle vi så være taget hjem. Men nej. Vi var blevet fuldstændig skræmte, så vi blev der en nat mere. Den søde jordemoder var på vagt flere gange, og hun blev ved med at være tilknyttet os, og efterhånden fik jeg det også bedre med en af sygeplejeskerne. Der var også en anden jordemoder, der var rigtig sød.
Jeg synes bare, de fleste var enormt stressede/ende. Og ja, selvfølgelig har de travlt og masser at se til, og vi optog jo også to senge. Jeg tror bare, vi kunne være taget meget tidligere afsted, hvis jeg havde fået bedre hjælp fra starten.
søndag aften besluttede vi os for, at vi ville hjem, men det endte med at blive for sent.

Så vi endte med at komme hjem mandag formiddag. Et hektisk og stressende hospitalsophold endte i en hektisk og stresset afgang. Pludselig skulle en kejsersnitspatient ind på stuen, og så løb vi nærmest skrigende væk. Ej, vi pakkede vores ting i al hast og skyndte os ned til Lasses far og søster, som kom for at hente os. Der er kun tre sæder i Lasses fars bil, så han kørte lillemanden, mig og Lasses søster hjem først. Da vi kom hjem var Lasses mor der pludselig også. De to kom med op i lejligheden, så jeg ikke var helt alene, og Lasses far kørte tilbage til hospitalet for at hente Lasse, og så kørte de ud og købte lidt ind.

Og så var vi hjemme! Endelig! Og nu mener jeg det, når jeg skriver: Hurra! :D
Siden dengang har det ganske vist været hårdt, men det bliver sgu aldrig ligesom at være på et hospital. Man bliver ligesom lidt skør af det.
Lillemanden blev også hurtigt mere 'vores' efter vi kom hjem.

Apropos lillemanden; han skal spise.

Og Lasse kommer snart hjem. Hurra!

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Post-fødselsberetning og tiden på hospitalet er publiceret 06/08-2012 16:01 af Lyra Mortensen (Køleskabsmagneter).

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.