Telefonen ringede på vej hjem i bussen.. Den lyder som et gammelt bilhorn..

Teak..

Som lige følte sig overskudsagtig og derfor ringede og hørte til hvordan det stod til herude..

Ehm.. Fint tak.. Jeg har selv lavet det du egentlig skulle have hjulpet mig med..

Han flytter nogle af sine ting i weekenden, hvorhen tror jeg ikke helt han selv ved, eller også skal jeg bare ikke vide det.. Eksen har vel et skur tænker jeg..

Han virker til at fiske efter at komme herud.. Her er plads, mad, frihed til hund.. Min bil er her..

Men jeg føler ikke kan kan tilbyde ham det.. Jeg har ikke lyst til at have ham her.. Jeg vil ikke føle at han kommer og tilbyder sin falske beskyttelse.. Jeg kan ikke..

Efter samtalen begyndte tårerne at trille.. Først lidt, og så mere.. Måske kommer det nu, sorgen.. Stædigheden over at vikle selv - og sørme kunne selv, rammer som en mavepuster..

Hvem der bare var en hjælpeløs pige?

Sandheden er bare, at jeg er alt andet end hjælpeløs.. Jeg er enormt stædig når det kommer det stykket, og det gjorde det..

Men jeg er forbandet følsom..
Og hjertet gør ondt:-(