Jeg har ikke hørt en lyd fra Maria, ikke så meget som en enkelt sms. Men jeg har heller ikke forsøgt at kontakte hende. Der er godt nok tusind ting jeg gerne vil sige til hende, og næsten lige så meget jeg gerne vil spørge hende om. Men jeg har bestemt for mig at bevare min værdig, eller det der er tilbage af den. Der er ingen grund til at opsøge endnu en afvisning. Jeg tror stadig på at det kunne være blevet os, trods de svære odds. Turen til Paris skulle have været startskuddet, der hvor vi for alvor kom til at lære hinanden at kende, og kom under huden på hinanden. Måske var det for ambitiøst et projekt, og det der skræmte hende væk? At det hele pludselig blev lidt for alvorligt, men det var for pokker hende, der blev ved med at vi skulle have mere tid sammen, og det kunne være så fedt at komme ud og rejse sammen med mig.

Hmm, det kan være lige meget nu. Hvis jeg tager hendes briller på, som en her inde meget fornuftigt forslå jeg gjorde, så kan jeg godt forstå hun trak i håndbremsen. De færreste har lyst til at gå ind til en ”færdigpakke på 4 unger”. Men de fire er altså kernen i mit liv, og selv om det er hårdt til tider… og der også følger en masse bekymringer med, det vil alle forældre nikke med på tror jeg… så er de også kilden til så meget glæde og latter. Har siddet med tårer i øjnene her til morgen over tvillingerne. De er så sjove og frække at iagttage. De har leget med traktorer hele morgenen, og de blev meget sirligt sat på rad og række på sofabordet. Lige nu ser de børne-tv. De store sover endnu, men de kom også sent hjem fra fødselsdagsfest ved en af deres venner.

Fredag gik jeg en lang tur i ådalen. Det er for længe siden jeg sidst har gjort det. Og det selv om jeg ved hvilken helende effekt naturen har på mig. Pakkede rygsækken og gik først den gule rute og bagefter den røde – det er absolut min favorit tur. Den kommer forbi et fantastisk udsigtspunkt, hvor der er en flotteste udsigt hele vejen rundt. Jeg ved ikke hvor længe jeg sad der, men det nåede at blive mørkt. På et tidspunkt lynede det helt vildt i horisonten – det var smukt at se, masser af lysglimt men ikke et eneste brag, kun lyden af græshopper og andre insekter. Det var rart bare at sidde der og lade tankerne få frit løb. Jeg synes faktisk det hjalp på humøret at komme ud i det fri. Det er absolut det største plus ved at bo hvor vi bor. Naturen er lige uden for døren, og på fem – ti minutter kan vi være midt i det hele, skov, eng, å løb, omgivet af alt lige fra rådyr, skrigende rovfugle, fiskehejre til små firben og fisk.

Nå, mens jeg sidder og drømmer mig tilbage til å dalen er de store kommet op. På tide at komme i gang med dagens projekter. Vi skal have revet ridebanen og kørt flis på – alt det vand har gjort den sumpet og fyldt med store vandpytter. Så skal jeg have slæbt isolering og gips plader op på 1. salen, nu vil jeg ha gjort 1. salen færdig. Det er et af de projekter der har stået stille i hvad, 12 – 14 måneder efterhånden. Men nu skal det være. Kan være det hjælper med at få Maria og den brændte luft lidt i baggrunden.