I de sidste par dage har jeg kørt ned af barndommens motorvejstrækninger, hele vejen ned til Tyskland, hvor vi boede en overgang, da jeg var omkring 5. Vi kørte derned i en bil jeg kaldte 'Speedy'. Det var den nu ikke. Det var en gammel hvid 2CV, og det er fransk for to heste. Altså kunne fart og udstyr oversættes til nybyggere i en prærievogn. Det var Pierre Boulanger, der fandt på det. Hans mission lød: "Byg en økonomisk bil til den franske bonde, i hvilken han kan køre til og fra sin mark, men også til kirke. Derfor skal der være højde nok i bilen til at bære hat." Vi bar ingen hatte, og strækningen vi tilbagelagde var ikke fra marken til kirken, men derimod de tusindvis af kilometer på tysk motorvej ned over Kassel bakker til et kryptisk hjørne af den tyske delstat Hessen, klemt op imod grænsen til Østtyskland og de to hegn.

Duften af Tyskland er for mig en let, men behagelig duft af dieselos. Naturen var storladen og smuk, med bakker i en størrelse som jeg slet ikke kendte hjemmefra og den store tætte og mørke Schwarzwald. Om natten sprængte østtyskerne af og til minerne lagt ud mellem de to hegn og de dumpe drøn, kan jeg stadig høre dybt nede i min hovedpude, sammen med duften af spearmint tyggegummi. Og jeg kan huske vores gåture på bakkerne, hvor vi kunne se ind over det mystisk lukkede land på den anden side, med de døde landsbyer, hvis ensomme gule øjne kiggede over på os ved aftentide. Der kom også røg op af skorstenene, men far sagde at der ikke boede nogen. Det hele var et bedrag, en kulisse. Jeg forstod ikke så meget af det hele dengang. Det hele var lidt uhyggeligt, men også dragende, som alt indhegnet og forbudt er for børn. Far fortalte om et væddemål mellem to knægte i vores by om, at hente en kasse øl på den anden side. De kom aldrig tilbage. Og jeg forsøgte at forestille mig dem, siddende i et af de tomme huse, men kasse øl, forlængst drukket, kigge længselsfuldt over mod os. Når jeg kigger på de gamle polaroid fotos er de fyldte med store gule og røde og orange blade, som har sat træer og landskab i flammer.

Mine legekammerater hed Ralph und Natasha und Nadine und Christiane. Ralph havde briller, og hans ene øje var lukket til med plaster. Vi legede ofte med hoppebolde i forskellige farver og byttede tyggegummimærker, begge dele havde vi trukket for et par Mark i en automat rundt om hjørnet. Natashas far var købmand, og hun havde alle varer i miniudgave, så hos hende legede vi altid købmand. Hos Nadine hørte vi kasettebånd med Queen og Madonna. Christianes forældre havde et hotel med et stort akvarium med jomfruhummere. Og heste, de havde også heste.

Mine forældres venner hed Martin und Karin, Berbel und Alfred og Margrethe, som havde en stor BnB. Her drak jeg skoldhed chokolade og spiste Knoppers og Maoam. Men engang imellem var det bare Speedy, der passede på mig. Jeg var glad for den lille hvide bil, så glad, at jeg tillagde den nogle egenskaber, som Pierre Boulanger helt sikkert ikke havde tiltænkt den. Såsom at den passede på mig, og kunne få mig til at sove, og at jeg var tryg ved den, som ved et ynglings tøjdyr. Jeg husker kun at jeg blev forkælet overalt hvor jeg kom. Ralph gav mig en gammel walkman. Berbel und Alfred gav mig alt det is jeg kunne spise og tilføjede et -chen til mit navn. Tjenerne på Christianes hotel purrede os i håret og satte os op på bardisken, hvor vi fik suppe med pandekagestrimler i og overdådige isdesserter. Martin und Karin tog os med til Wasserkuppe, hvor vi stod på ski, når der var sne, og kørte i bobslæde, når der ikke var. Og far købte en af de der neonfarvede rør, som ligner det rynkede led på et sugerør, som man kunne slynge over hovedet, så det sagde en hul, hvinende lyd. Han købte også et ballondyr på tube, en form for gummi, man kunne trykke ud og puste op ved at stikke et lille rør ind i det, og derefter klistre delene sammen til en sjov figur.