Det er dog utroligt så hurtig formiddagen er gået. Jeg har næsten ikke haft tid til at gruble over tingene - og det var jo godt nok.
Jeg startede fra morgenstunden med mit husarbejde. Jeg stod og vaskede op, da Hanne - min nabokone kom med et rundstykke til os. Dejligt. Ups. Hun kom i tanke om, at hun havde en aftale med en repræsentant fra et firma, hvor både hun og jeg bestiller og får rengøringsartikler og mange andre ting. Over mobílen blev han omdirigeret til min adresse, så han kunne slå to fluer med et smæk og få kaffe og rundstykke i tilgift og samtidig sparer noget af sin kostbare tid.

Hanne var ikke mere end lige ude af døren, da dyrlægen kom for at re-vaccinere Laura - Annes pony. Det tog Laura fint og dyrlægen var så flink at lægge grime på hende - det TØR jeg ikke. Laura skulle dog lokkes med lidt rugbrød, inden hun ville have den på. Hun er ellers god, som dagen er lang. Dyrlægen kørte og telefonen ringede. Det var min veninde Jette, som ville høre, hvordan det gik. Det var dejligt at snakke med hende om min nuværende situation. Jeg fortalte hende, at jeg ville en tur ned til min læge m.h.p. psykologhjælp og det kunne hun kun alt for godt støtte mig i. Vi fik en vældig sludder og det var lige, hvad jeg trængte til. Jeg fik ringet til lægen og fik en tid til næste mandag - inden kan jeg ikke - jeg vil nemlig have, at det skal være på en fridag, så jeg kan gøre, hvad jeg vil, efter at have været hos ham. Jeg havde ellers regnet med en tid i morgen, men pludselig skal vi til begravelse hos en gammel nabomand, som døde i lørdags. Ja, så skal jeg også afsted med penge, for at være med til at give en krans.

Der har bare været noget hele tiden og nu er formiddagen strøget. I aften skal min mand og jeg til møde i sejlklubben. Sådan går det slag i slag. Den ene dag med den anden, så på en måde forstår jeg ikke, hvordan jeg egentligt har tid til, at gå og være ked af det. På den anden side var det måske meget værre, hvis jeg ikke havde noget at foretage mig. Der er nu noget forløsende ved at tage en tudetur en gang imellem. Øjnene bliver bare så røde og ophovne og jeg kommer til at se farligt ud i ansigtet - forfængeligt er jeg vel også.
I dag er det regnvejr hos os. Jeg skal nok klare det her. Ind imellem er det bare så forbandet svært - det er der sikkert mange - (desværre) som kan nikke genkendende til.

Pas nu godt på jer selv og få en god dag ud af det. Jeg vil forsøge - formiddagen blev ihvertfald god.

Hyggehejsa fra Nellemor.