Hvordan kan det være at selvom jeg har slået op, selvom jeg vidste det var det bedste for mig og hende, selvom jeg kun blev i dårligere humør af at fortsætte, hvordan kan det så være at jeg stadig får de sug i maven jeg får? Det fandme provo.
Det er som om jeg fortryder. Jeg har fået to sms´er fra hende og ved begge to vendte min mave sig fandme halvt. Fuck hvor jeg hader mit ubeslutsomme sind. Jeg tog fri fra mine venner idag for at tænke over dette og det har jeg så tænkt mig at gøre.

Følelsen er sådan et sug i maven der gør at mellemgulvet, i en eller andet spasmelignende kontraktion, sørger for at jeg et kort øjeblik mister vejret. Så ruller der sommerfugle igennem min mave og jeg får fornemmelsen af at skulle kaste op.

Hvorfor gør jeg det? Skal jeg nu til at vende mig til at være single igen? Gor hunede jakob. tag dig sammen. Du startede det, du sluttede det, og i var enige om at det var det bedste. Du kan sku da ikke få kolde fødder nu!!!
Måske er det forventningen? Måske er det lykken for at høre fra hende igen. Hun var meget sød men hun har bare...
Ja det kan være det er det der skal til: En erkendelse af hvad der manglede.

Jeg er en meget audiotiv mand, og hun er en meget audiotiv kvinde. Hvis vi begge taler samtidig, vil den ene ikke høre den anden....
Hvis jeg, jeg savner bare at le igen. Al den melankoli. Hvor kommer den fra. Det er jo slet ikke den glade jakob jeg kender mere. Hjælp mig herre Jesus Kristus. Hold mig til vejen. Eller bedre endnu: vis mig vejen.

En lille digression.

Jeg burde... Jeg burde ikke få den følelse. Hun har heller ikke skrevet tilbage på min sidste besked endnu.. Hvad er det? Hvad er det der gør at jeg ikke bare kan være ligeglad? Elsker jeg hende? Er dette at elske? Nej det kan det ikke være. Det må det ikke være. Det er jo forfærdeligt. Hvorfor nu mig? Pah jakob du vrøvler igen. Saml dig sammen knægt.

ok ok. Ingen panik. Ok Klokken er 21.38 masser af tid endnu...

Jæs så vi klar igen:
Hvorfor er det det sug kommer. Sådan var det også med hende. Hende den anden. Hende jeg godt vidste jeg aldrig ville kunne elske helt. Hende jeg godt vidste var en fiasko allerede fra starten af. Hende jeg godt vidste bare var en ersta... Nej så slemt var det ikke. Hun havde sine kvaliteter... Men Hvorfor nu? Hvorfor skal jeg vikles ind i dette spind af bedrag og løgne. Hvorfor skal mit hjerte hoppe og danse, når vi ikke er sammen og fryse fast når vi er... Jeg gætter på jeg er et fjols til følelser. Årh fuck nu for helvede det! Kan jeg ikke bare skrue på en hane og glemme hende? Hvorfor skal det hele være så svært. Hvorfor kan jeg ikke bare leve og være glad for tiden? Jeg fik engang at vide at jeg var intelligent. Ja men hvad nytter det hvis man ikke er vis?
Visdom er det jeg har brug for lige nu. Visdom. Praktisk erfaring. Havde alting ikke været mere perfekt hvis jeg bare fulgte mig selv. Altid i en eller andens fodspor. Altid efterlignende en anden. Hvem er jeg så hvis alt hvad jeg siger tænker og gør, er en andens ord tanker og handlinger?
En robot programmeret til at lære og tilpasse sig?
Hah, hvilket liv er dette?

Jeg må se at få noget hvile. Bare hvile har fra hverdagen. Hvile fra det hele. At blive træt af menneske.

Tag den tid det tager at slappe lidt af. Sæt dig ned. Tag et glas. Drik den lifligste vin. Den dejligste tonic, det reneste vand eller det meste nærende mælk du kan finde. Slyng dig hen til dine passioner. Giv dig til at gøre det du gerne vil, gør de ting du har lyst til. Slap af og snus ind og nyd alle de dejlige ting du ser rundt omkring dig. Snus ind og mærk blomsternes duften.

Bare giv dig tid. Bare giv dig det du fortjener. Forkæl dig selv. Bare et sekund.

Nå nok melankoli for nu.
Jakob s. Arndal