Er det tid til at skrive halvfærdige reflektioner? Det tror jeg nok at det er! Har lige prævet at hjælpe en person med problemer som i bund og grund ikke rager mig, men som jeg aligevel tænkte at jeg ville gøre mig klog på. Det har så selvfølgelig resulteret i en hurtig stalkerrunde af selv samme person og det har fyldt mit hovede med nye tanker som skal nedfældes før de forsvinder lige så hurtigt som de opstod. For det her er vigtigt dammit! Eller; nej, det er det jo ikke. Jeg har efterhånden fået en forståelse for hvordan universet og livet er optået og det har resulteret i en overbevisning om at alt er lige meget når alt kommer til alt, men alt kommer jo aldrig til alt og meningen med livet er forplantning - altså viderbringelsen af liv. uden at vide det så er viderbringelsen af liv det eneste mål i alle menneskers liv om de vil det eller ej. Det er ren evolution. Det er derfor at nogle mænd får drømme om at bestige et bjerg eller bygge en bygning på højde med et mindre bjerg, fordi kvinder elsker fyre der gør sådan nogle ting. Kæft det er deprimerende mand. “Life goes on” som en milliard mennesker har sagt før de tændte endnu en dødbringende smøg og kom tilbage til arbejdet. Det tror jeg også at jeg vil gøre, altså ryge en smøg. Arbejde sker der sku ikke så meget af, selvom eksamner stadig står for døren så er de ikke så pressende som de altoverskygende strøtanker man automatisk får når klokken er to om natten. Søvnløshed er ikke en sygdom, men derimod en gave til folk som har ambitioner om at skabe noget nyt, unikt og til tider ligegyldigt. Det kan selvfølgelig godt blive svært når man går rundt som en zombie dagen efter fordi man kun fik tre timers søvn, men det er der den anden gave til de kreative kommer ind i billedet, den hedder kaffe og den er grunden til at vesten er blevet så “succesfuld” som den er. No kidding, i den mørke middelalder var kaffe forbudt af kirken mens muslimerne i mellemøsten brugte det som et alternativ til øl og snaps, i den tid blev grundlaget for moderne matematik opfundet i det område.
Det som jeg i virkeligheden gerne ville ind på i dag var det der med kærester. Sådan en kunne jeg godt lidt tænke mig lige for tiden, men min unikke geografiske situation har gjort det en smule svært. Når man skifter mellem Fyn og hovedstaden så bliver nærhed et svært koncept. Som minimum kunne jeg godt bruge et kram. Et oprigtigt kram som ikke var blevet muliggjort af fuldskab eller falske motivationer. Sådan et som kommer af, ikke nødvendigvis kærlighed, men et dybt ønske om at man kan være lidt tættere på hinanden end man kan. Sådan nogle kram elsker jeg, man føler en lyst til at udtrykke sig, men ordene findes ikke, så i stedet så kommer man så tæt på hinanden som muligt, som et udtryk for sikkerhed og; kærlighed er sådan et stort ord. Ikke desto mindre så er det det der er brug for i min nærmeste fremtid.
Med de store dybe ord vil jeg lukke de fiktive sider i min dagbog og prøve at få noget søvn. Jeg plejer at bilde mig selv ind at nedfældelsen af svirret i mit hovede vil sætte en stopper for det, men jeg kan hurtigt mærke at når jeg ligger mig ned og lukker øjnene så har hver afklaret tanke vækket tre nye spørgsmål som kræver svar indtil trætheden endelig tager styringen af mit sind og tvinger mig til at sove i de få timer af natten som er tilbage.