Tre gange har jeg prøvet at lave ganache af hvid chokolade. De to første gange blev det noget tyndt pjask, men den sidste gang, som var i går, opdagede jeg, at jeg havde glemt at piske det op. Havde ikke læst opskriften ordentligt. Denne tredje gang lykkedes det. Det smager supergodt.
Det er så typisk mig, at jeg ikke får læst opskriften ordentligt. Jeg kan mærke, hvordan kedsomheden nærmest lammer mig bare ved tanken om gram, deciliter og teskefulde. Det er så firkantet, det er så forudsigeligt. Gab. Og det gælder ikke bare opskrifter. Det er jo mig i en nøddeskal.
Det kan tolkes i to vidt forskellige retninger: Som en kreativ hoppen-ud-i-livet, uden sikkerhedssele og med modet til en eventuel mislykken. Som en farverig indre fastelavnsfest.
Eller - som en evig hasten bagefter alting, hvor tal og ord forvirrer. En stresset kvinde, hvor pandehåret hænger notorisk ned over øjnene, så hun ikke kan se ordentligt. Hun tænker, det skal klippes engang meget snart, men kan ikke tage sig sammen til det, fordi alle de andre ugjorte ting hober sig op foran hende. Detaljer som kilo, liter og bagetider må skubbes væk for bare at overleve denne forvirrende verden.
Og jeg? Tja, jeg står med et ben i hver lejr, så at sige. Det hedder ADHD.
Men den hvide chokolade ganache var nu lækker!
Skriv kommentar
Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.