Jeg ville dække bord. Tog en dug op af skuffen, og bredte den ud over bordet. Min datter sad i sofaen med sin computer, Hun kiggede på dugen - en batikfarvet lilla sag med mønster - voksbatik mønster altså!
Den er pæn, sagde hun. Må jeg ikke få den til min nye lejlighed, den passer lige til mit nye spisebord?
Det havde jeg nu ikke lige tænkt mig, for den dug har fulgt mig i mere end 30 år. Den har været vasket et utal af gange, er måske blevet lidt tyndslidt af at blive rullet så mange gange. Men det gør ikke noget, det betyder bare, at den falder fint og naturligt omkring mit spisebord nu.

Jeg fortalte min datter, at dugen betyder noget for mig, fordi den faktisk var en indflyttegave, dengang jeg selv flyttede hjemmefra. Min første dug på mit første spisebord.

Så passer det vel meget godt, at jeg får den med mig som en gave til MIT første hjem, sagde hun så.

Og det har hun jo helt ret i. Så dugen blev taget af bordet og faldt næsten af sig selv ned i de sædvanlige folder før den kom ned i posen, min datter skulle have med sig over i den nye lejlighed.

Sommetider er det nødvendigt at slippe. Det føltes godt, da hun gik over til sig selv med dugen i posen.