Hektisk dag. Jeg var i Skifteretten, fordi jeg har søgt om gældssanering. I dag skulle der så træffes en afgørelse. Det viste sig, at afgørelsen blev i min favør, så det var jo godt.
De næste fem år skal jeg betale 3400 kroner om måneden, efter det er jeg gældfri. Det er mange penge, når man er på førtidspension, men det skal nok gå.

Så jeg var glad, da vi var færdige.

Da jeg kom i morges, satte jeg mig ind i venteværelset for at vente på advokaten, der har kørt min sag. Der sad andre i venteværelset, og det var pudsigt, at følge deres samtale og iagttage deres kropssprog.

Det var åbenbart en sag, der handlede om krænkelse af ophavsretten til nogle fotos. Fotografen, som var en kvinde på min egen alder gik lidt rastløst omkring. Hendes advokat, en smuk blond kvinde, der sikkert var ældre end hun så ud, sad og bladrede i papirene og fodrede en journalist-studerende, der åbenbart skulle skrive om en retssag, med detaljer i sagen. Det var selvfølgelig derfor, jeg fandt ud af, hvad sagen drejede sig om.
Så kom en yngre smart fyr, der hilste hjerteligt til højre og venstre, han plaprede løs om vejret og Århus. Hans rastløshed var af en anden kaliber end fotografens. Hun virkede nervøs, hvilket ikke var så mærkeligt. Det var jo hendes billeder, det handlede om. Rastløsheden, der udgik fra den unge fyr, virkede nærmest som en kronisk måde at forholde sig til omverdenen på.
Nåh, men han skulle altså tisse, så han flimrede ud for at finde et toilet, og ikke så snart var han ude af døren, før fotografen begyndte at hviske med sin advokat.
Aha - den unge mand med de store armbevægelser var altså modpart i sagen. Så kunne jeg også bedre forstå den hektiske hjertelighed og ditto talestrøm.
Atter en aktør på scenen. Det var ligesom om venteværelset lige pludseligt blev for lille. Pressefolder, pomade og polerede sko indtog rummet sammen med duft, der disket, men bestemt præsenterede en advokat med både succes og bevidsthed om sin succes. Modpartens advokat.
Nu blev støjniveauet pludseligt meget højere. Den unge mand havde tisset af, alle talte i munden på hinanden og hjerteligheden ville ingen ende tage. Midt i det hele dukkede "min" advokat og satte sig ved siden af mig. Han var skam også nydelig i tøjet og pænt friseret, men virkede ærlig talt lidt mere autentisk end ham med pomaden.
En kvinde kom ind i rummet og kaldte fotografen og hendes tropper til retssalen. Der blev meget stille i venteværelset.

Jeg kunne ikke lade være med at komme med en bemærkning om underholdningsværdien af de sidste 10 minutter i venteværelset til "min" advokat. Hans svarede noget ret klogt, synes jeg. "Alle mennesker", sagde han, "kommer på et eller andet tidspunkt ud for noget, der minder om de ting, der sker her. Det kan være økonomisk eller andet, men det sker for os alle sammen. Alligevel er der altid nogen, der skal stille sig op på en piedestal, og gøre sig kloge på andres vegne med en vældig selvretfærdighed."
Inden jeg nåede at svare på det, blev også vi kaldt ind til retten. Og 15 minutter senere var det overstået.

Gad vide, hvordan det gik med ophavsretten til fotografierne...