Alle tegn på forår havde ligget glemt under et tyndt stivnet lag til langt ind i marts.
Isen på Københavns søer og hele denne naturlige og på samme tid kunstige sammenhæng mennesket, vinteren igennem, vildt kunne fare hen over, snitte furer i, med skøjtens klinger, for eksempel, var brudt.
Først som små bevægelige hulrum på den frosne hinde, der, med ét, havde føjet størrelse til sig selv i en sådan hast til sidst, at hele grunden nu lod til at gynge ubundet fra bred til bred. Fra bro til bro.
Der lå det så og havde nær fået al den fastfrosne tid overstået i et snuptag, så alle vinterens hændelser, dens efterladenskaber, syntes at briste under sin egen vægt og synke ganske.
Raketbatterier og glemte vanter vuggede endnu i vandkanten. Istyrtede cykler lå som farverige rev og forvekslede afsæt med forhindringer for de af områdets fugle, der, helt uden flyveforbud, intet varmere sted ønskede sig at sætte kursen mod, og som derfor - med deres egen tilbagevendende natur satte hele vores udlængsel i et sært fingeret perspektiv.
Byens mange indbyggere fandt de rigtige bænke solen kunne ramme eller lommer der lod de siddende i fred fra den kølige vind, (høje eller lave, kolde eller varme frontsystemer -man glemte hvilke) der sådan jagede afsted deroppe og som træer og bygningers læ slet ikke magtede at stilne.
Små usynlige stød frembragte skummende rifler helt synlige på den våde overflade og små hære af sandkorn rejste sig på grusstierne, som stæreflokke over den jysk marsk, så en måbende fik sammenknebne fornemmelser i uagtsomme møder med en sådan ophvirvlet formation, og mens kroppen fremoverbøjet stod imod de ganske få sekunders åndenød der bestemt gjorde indtryk fik resterne af kollisionen det alligevel til at knase svagt mellem tænderne bagefter.
Så opsmøjet som nu omstændighederne tillod det, sad flokkene af venner og bekendte gestikulerende til lyden af hinanden. Bevæbnede med kaffe af den fineste medtagne slags, og i papkrus der egentlig ingenting kostede at smide væk. Og Foråret vejrede sandelig over denne onsdag formiddag. Rent glemt var det tilbagelagte mørke, og de forede støvlers saltrender, der vitterlig var kommet til syne som lovet, og cyklens kæde der knagende, og alt det andet der gjorde det indendørs til en mægtig god ide.