En kvinde med kraftig parfume, stiger på bussen. Klokken er halv ti. Hun taler i mobiltelefon og fortsætter samtalen som hun falder ned i sædet ved siden af mig...

- En fornemmelse – måske bebudet af selve forårets kommen, gør at jeg forbarmes lidt lettere over verdens mange tiloversblevne. Nå, det kender de! Ja, ikke. Og særligt dem der ikke engang er kommet sovende til denne isolation. Og så morsomt på samme tid – denne forbarmelse – at jeg føler trangen stærkt... til at dele denne morgens første møde med dig, Birthe. Jeg sagde ikke noget stødende. Nej. Blot at ”De må virkelig være blevet rundtosset over al den flaskepost, Hr. Hvass”. Det var alt jeg sagde, og, Birthe, nej vel...
Præcis, ham fra roklubben dengang. Tænk, nu bor han i min opgang. Han har vist sig at være fyren i lejligheden under mig med de hyppige spirreviptur der fortsætter hele natten, og imorges stødte jeg helt tilfældigt ind i ham på hans vej tilbage. Hmm, ja et par timer siden er det vel nu.
Han har haft sit at kæmpe med. Utvivlsomt. Han møder aldrig mit forstående blik og hilser knapt nok. Har aldrig genkendt mig fra dengang. Ja, ikke – utroligt siger jeg også.
Du ved, Birthe, der er nu så meget jeg ønsker at holde op for øjnene af ham. Havet, Livet, simpelt hen. Men han har ikke rigtig lyst til at spejle sig i mine forudanelser, og godt det samme, for når man, som jeg, er et menneske i fuldt vigør, og som sartheden heller intet har imod, bliver det naturligvis sin sag ikke at gøre så vældigt et indtryk på typer som nu denne Hr. Hvass.
Nå, gør jeg - Livagtigt. Tak skal du have, søde.
Hans hjemadgående facon forhindredes ganske af noget sidelæns, der ustandseligt puffede ham snart den den ene vej og snart den anden. Et spektakel for øjet, siger jeg dig.
Hun trykker på den røde knap, og begynder at rejse sig...
Jeg sagde det som det var: ikke flæbe, lille de,og det ommøblerede heldigvis hans tårer en smule.

Hr. Hvass har bedrøvet mig med sin uvirksomhed i snart sagt al den tid jeg kan huske..eller måske forregner jeg mig, for der var en kvinde – hvad hed hun nu, Mirian, Miranda... noget sådan og frodig som en chokoladeprinsesse, siger jeg dig, Birthe.

Og om jeg begriber hvordan han kunne sige nej til mig, dengang. Nej vel, al den tid jeg havde været om at hilse på ham igen... og så møder jeg ham med hende. Ja, hvad siger man i sådan en situation...og skuffet, Birthe, skuffet...og så er det er vel ingen skam selv at påpege det, for jeg sagde det pænt, vel nærmest bare at hun ”forekom mig lidt smattet i formgivningen. Hvad siger man, og så.. ja, så var hun aldrig kommet tilbage. Og han begyndte jo at drikke uanset om jeg så kunne give ham al den kærlighed han overhovedet havde brug for...
Stolthed, Birthe... det river sådan i nogle mennesker og hvad skulle han også gøre. Det var..

Jeg ser kvinden tale videre i telefonen udenfor og så er hun blandet væk i mylderet på Amager Torv