Jeg skal ud og sige farvel til mine kolleger og aflevere mine ting om små to uger. Efter at have aftalt det med min chef i mandags, blev jeg ked, og siden har jeg været lidt af en slaskedukke.. Det er tid til at sige farvel til det sted jeg har været i 3 år og alle oplevelser, gode som dårlige, bliver spillet i mit hovede igen og igen.

Der er sket så meget, og den første dag føles som i går. Da jeg blev hentet af min chef i receptionen. Han havde jakkesæt og vest på, og var så fin. Som den stolte far, der henter sin datter.

Jeg har opnået rigtig meget og kæmpet rigtig meget og den store dag var helt sikkert da min nye chef fortalte mig at jeg skulle flytte til marketing. Jeg tudede af glæde, for nu havde al min kæmpen båret frugt og jeg skulle derhen hvor jeg kun havde drømt om i så mange år. Glæden var desværre kort, 5 blev fyret endnu en chef forsvandt, en ny chef skulle læres at kende, men det hele var alligevel forbi.

Det ser fint ud på mit CV, men det er jeg i princippet ligeglad med lige nu. Jeg er rigtig ked af at skulle sige farvel til alle de mennesker, de kendte rammer og alt det, som har været min hverdag i 3 år..også selvom jeg ikke altid har været helt tilfreds og gerne ville 'noget andet'.

Jeg må godt være ked af det, der skal være plads til det. Men det er hårdt, for jeg er så god til at sætte det glade ansigt op og gøre som der bliver forventet, men det kan jeg bare ikke lige nu, og sådan er det. Jeg kan ikke søge en masse jobs og ringe og være pågående og frisk, så de kan huske mig, jeg kan ikke rydde op i huset og gøre rent så her skinder, eller gå i haven og nyde solen eller lave havearbejde. Lige nu kan jeg ikke så meget.. Så alle andres opfattelse af hvor fantastisk det må være at 'gå hjemme' må være deres og så må jeg gøre mit - det er bare svært.

Men...jeg kan tage mig af mig selv og tage mig af mine følelser. Gøre det jeg har lyst til uden at slå mig selv i hovedet over alt det jeg ikke gør. Passe på mig selv og huske på hvor langt jeg er nået og hvor jeg kunne være endt og være stolt af at jeg kæmper og at jeg fik sagt fra.

Så skal det andet nok komme, lige så stille. Og før jeg ved af det, har jeg job og er videre i mit liv.