Jeg plejer at synes, at jeg har verdens bedste kontaktpædagog, men i dag svigtede hun.
Jeg har haft det virkelig skidt i dag, men jeg tog mig sammen og fortalte hende at jeg havde følt mig meget fristet til at tage Panodiler. Hun virkede fjern og sagde bare at det var godt at jeg ikke havde gjort det. Hun plejer at give mig et kram når vi har haft ugesamtale, men ikke i dag.
Jeg tænkte at jeg kunne tale videre til min aftensnak, men i sidste øjeblik fandt jeg ud af at jeg skulle have aftensnak med en vikar, selvom min kontaktpædagog sad lige ved siden af mig. Jeg meldte fra og gik ned til mig selv. Der var ingen der lagde mærke til at jeg græd da jeg gik.
Jeg skar mig men ikke særlig dybt.
Jeg har en helt ny pakke Alopam, og jeg må kæmpe for ikke at sluge dem alle, men jeg må ikke falde nu hvor jeg er begyndt at få et godt forhold til min mor.
Jeg har sjældent følt mig så alene.
Opdatering:
Jeg sørgede for tilfældigvis at støde på min kontaktpædagog da hun fik fri. Hun tog sig tid til at snakke dagens begivenheder igennem med mig og trøste mig. Det viste sig at hun havde virket fjern, fordi hun ikke følte at hun kunne få kontakt med mig.
Skriv kommentar
Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.