13 år siden

Livet er som mørk chokolade: Bittersødt

Møde med Mette
Halina Abram...
7 år siden
Skavanker
David Hansen...
8 måneder, 20 dage siden
At overliste en seksårig
Olivia Birch...
9 år siden
Sidste Brev til Mor
Fru Flohr
1 år, 11 måneder siden
Jeg kan ikke nå's!
Katrine Søre...
10 år siden
Hverdag
Hanna Fink (...
6 år siden
Stemme
Halina Abram...
7 år siden
Hund - hvad sker der...?
Michala Esch...
16 år siden
Karmacowboybukser og andr...
Olivia Birch...
9 år siden
Lidt af hvert.
Hanna Fink (...
8 år siden
Kommunikation!
Racuelle Hei...
9 år siden
Lidt af det ene og det an...
Michala Esch...
17 år siden
Tillykke til mig...
Poul Brasch ...
10 år siden
Hvor er min motivation?
Kasper Lund ...
8 år siden
Skulpturer blev færdige
Poul Brasch ...
12 år siden
End og week
Martin Micha...
4 år siden
Havørnen og Tigeren
Sylvia Ebbes...
11 år siden
Poetiske, bliver mine dagbogs indslag nok aldrig. Eller smukke. Eller i det helle taget værd at læse, for andre en undertegnede, går jeg da ud fra? Skriver jo kun om eget liv. Tænker ofte på hvordan verdenssiturationen står til, bare ikke ligeså let at få flettet ind i minimal dagbogsblok. Ved selvfølelig godt at det kan lade sig gøre, er nok bare for egoistisk. Bruger udelukkende siden, som min private coach. Så kan tilfældige, ukendte, mennesker side og læse alle mine fails og tanker, imens at de stille og roligt danner sig et billede af en dybt, forskruet teenach pige. Det er måske bare sådan vi mennesker er? Vi har jo konstant brug for at snakke om os selv. Vi føler os oversette eller uddelukket fra fælleskabet, hvis dette ikke er muligt under en samtale med et eller flere mennesker. Ved godt at det er begges angagament, der skal holde samtalen igang med et eller andet, men det er sku ikke så fedt hvis man har noget på hjertet, og person man fortæller det til, konstant perspektivere til sit eget liv. Tror bare at det er menneskeligt. Så tror jeg vil skrive som et "rigtigt menneske".

Har gjordt det igen. Legede fritids alkoholiker sidste Lørdag, bildte som sædvanelig mig selv ind at jeg havde styr over situration, hvilket jeg overhoved ikke havde, og ramlede derpå ind i personelig katastrofe de følgene dage. Bør nok lige forklare nærmere om hendelsen. Kom tilbage til hjemby ved 3 tiden om morgnen/natten, sammen med 2 veninder, der også mente at Lørdagen stod i spruttens tegn. Havde gået rundt og snakket i ca. en halv time, da vi vadet ind i min storebrors ven. Havde nok ikke kommet til at snakke så lang tid med ham, hvis det ikke havde været for veninderne, der nassede hans sanwich, og lige skulle mødes "kort" med nogle andre. Trods det, snakkede vi, grinte vi, og kyssede vi. Rendte derpå hjem med summen i maven, og hals der føltes som sandpapir. De følgene dage, har derfor været et kaos. Har nu mødt ham to gange, og hver gang har han hilst med et kort nik. Der er klart at der aldrig ville komme mere ud af det, han er trodsalt 5 år ældre og min brors ven. Ville bare ønske at jeg kunne holde op med få pulsen op, når jeg ser ham. Var heller ikke den rareste fornemmelse at møde ham i fakta, hvorpå man er nød til at gemme sig bag hylde fuld af vare, for at kunne hyperventilere.

Im done. Færdig med af bruge personelig coach for idag:)

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Livet er som mørk chokolade: Bittersødt er publiceret 11/09-2011 19:44 af MisBruun.

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.