Igår skrev fyr til mig nogle gange på sms, og på et eller andet tidspunkt kom jeg til at spørge tilbage, hvorfor det egentlig var, at vi ikke måtte kysse mere. Og sendte lige umiddelbart efter også en besked, der sagde at han skulle afvise mig, og 'undskyld'. Han svarede at han ikke ville afvise mig, at han gerne ville knalde mig, og gerne ville være min ven, men ikke samtidig. Så dumt, og så dejligt. Resultatet var at han kom her halvanden time efter og vi hyggede, nussede, kyssede og lavede mad og gjorde det hele igen. Og jeg kan godt lide ham, og det er gengældt og jeg er tryg med ham og alt muligt andet, men der er ingen tvivl om at jeg bare ikke vil det. Jeg får hurtigt spat af ham. Han ved det og griner af mig, og siger 'ok, så er det nu jeg skal gå. Det var et punktum-kys'. Han er sgu en særlig og dejlig fyr.

Er forundret over at han orker. Men han er vel også bare et menneske, der gerne vil have nærvær, og vi kan virkelig godt lide hinanden. Det er altså anderledes at være sammen med en, der kender en godt og kan virkelig kan lide en, end ligegyldige enkeltstående aftener. Jeg har efterhånden været en del sammen med ham og hans venner hvor vi også bare har været venner. Og jeg vil gerne være hans ven. Det var faktisk ved at være over 3 mdr. siden, vi var sammen sidst og vi har alligevel set hinanden en del gange efter.... Jeg er en klovn er jeg. En egoistisk en af slagsen. Men det var nu også rart. Og det ved jeg at han også synes.