Kære dagbog - Jeg mindes på min digt om den frosne tåre, (den oprindelige) den hvor en glad mand kigger ind i sig selv, og opdager at der er en plet..en plet der bliver større og større og hvis kulde vokser. Manden begynder at fryse så forfærdeligt.

Lykken er forsvundet som dug for solen. Pludselig er der en gammel mand der tager fat i ham. han sprang ud af den kolde plet.- han kender fortiden, og elsker at minde en om den, hvor missrabel den er, og at intet godt vil komme i fremtiden.

I digtet kommer der også en lys eksistens, der med et dejligt smil og et par lysende øjne tager fat i den frysende mand....lyset vil have manden ind i varmen igen..men den gamle kolde mand nægter at give slip..og lyset og varmen må slippe..det fader langsomt væk..tilbage i ensomheden er manden med hans trofaste gamle følgesvend, ensomhedens kolde eksistens, og fortidens usle forfølger.