Jeg fik snakket med ham, sagde til ham jeg ikke vil finde mig i at blive underprioriteret og slet ikke i forhold til hende... Han havde ikke tænkt på det på samme måde som jeg havde, men kunne godt se det fra mit synspunkt, jeg sagde til ham at han var nødt til at gøre et eller andet ved sine problemer for jeg blev ikke ved at holde til det.

Bare det at den tid vi er sammen er så magisk for mig, det slår knister i mig når hans hånd bare strejfer mig, når han ser på mig, der skal intet til, hele min krop og mit sind er så følsomt når det kommer til ham, og jeg har aldrig oplevet noget ligende.

Lørdag nat da vi gik i seng for at sove, vi lå helt tæt og alt føltes så fuldendt så perfekt og rigtigt, jeg viskede i mørket "du må ikke give slip" han svarede "det gør jeg ikke" JEG ELSKER HAM

Jeg føler mig komplet og hel når jeg er sammen med ham, ved bare ikke hvad jeg skal gøre med hensyn til hans problem og hans sorg, jeg er der jo for ham, men jeg kan heller ikke magte alt har også mit eget at tænke på og mine skønne unger er vigtigst for mig, så hvis ikke jeg hænger sammen kan jeg ikke være noget for dem, så så langt skal det heller ikke komme... Ikke denne gang.