Jeg skulle stå fadder imorges. For min bedste vens søn.

Og jeg kunne mærke jeg var nervøs. Da jeg stod der i kirken længe inden, det hele var begyndt og jeg så min ven med hans kæreste (som jeg har kendt gennem de sidste 8 år, fordi hun også er min gamle kærestes bedste vens ekskæreste ?!) - så begyndte jeg at græde. Min ven er så fantastisk et menneske. Han er så stærk, helt sin egen og sådan samtidig lidt alene. Hans mor døde af kræft for en del år siden, og hans far en meget ældre end alle andres forældre.... Jeg blev så stolt og rørt over ham og dem, og over at de ser så unge og nystartende og glade for hinanden og det hele- ud.

Det her var ikke en pligt-barnedåb. Det var så dejligt. Udenfor i solen hele dagen. Alle min gamle venner fra gymnasietiden og deres kærester og børn ;). Og min bedste vens kærestes venner, kender jeg også godt og har set mange gange gennem de sidste mange år, pga. vores fælles historie. Hendes familie har på en eller anden måde også taget mig til sig, fordi jeg og hende blev alene samtidig og de vidst følte jeg sådan hørte med i det hele. Jeg var underligt rørt hele dagen. Jeg tænkte kun en gang på J hele dagen. Og ikke en eneste gang før lige nu i dette sekund, tænkte jeg på at jeg var den eneste single i hele selskabet.

Jeg nød mine venner, solen og at ... et eller andet med at føle sig umådeligt afholdt.

....
Alt kød må dø,
hver blomst blir hø.
Når vissentørt står floret,
da blomstrer evigt Ordet.