Jeg er sgu lidt bange for vinteren i år.

Denne sommer er jeg vågnet op. På en eller anden måde er J blevet fortid. Jeg kan ikke hænge i min sorg mere. Jeg ved og kan mærke at jeg er en voksen kvinde, pludselig. Der bliver nødt til at tage hånd om sig selv og sit liv, og mande sig op til at turde se, at fremtiden måske ikke kommer til at indeholde kærlighed og nærhed foreløbig. Det smerter, som ind i helvede... men det er ikke nogens skyld. Jeg falder ikke let, og der er heller ikke så mange at falde for, eller også kan jeg ikke se skoven for bare træer, eller også er jeg en blyklods at danse med.

Og så er jeg jo ikke modigere, end at jeg frygter livet. Går i knæ over alt det jeg kunne gøre. Bliver paf over at jeg alligevel gør så lidt. Man kunne gøre så meget. Rejse til Grønland og undervise. Tage på lange ferie-ophold i de varme lande. Blive selvstændig. Søge nye jobs, undervise i Danmark. Flytte til en anden by... i alle de valg ville være så mange nye oplevelser. Jeg er godt nok lige flyttet... men restløsheden river i mig... og samtidig føler jeg det også er latterligt håbløst. Lyder sådan flot, varmt og gyldent med forandring. Men hvad så, når man sad der i en ny by, i et andet eller samme land. Så skulle man jo stadig kæmpe med sig selv og tankerne.

Her hos mig, i byen, er der i det mindste masser af god lun adspredelse og dejlige venner, og en søster, der skal føde om 4,5 mdr.

En to tre, get away, get away get away, se film!