Læste i dag på en side vedrørende pårørende til en misbruger ” Lev og tag ansvar for dit liv, og lad andre leve og tage ansvar for deres! ”. Men kan jeg det, og vil jeg acceptere og lade stå til, uden at have kæmpet for at det bliver anderledes. Stod på selv samme side, en del om at være medmisbruger, hvilket jeg må erkende at være under fanerne af.” En person er medmisbruger, hvis han eller hun lader sig styre og indretter sig efter misbrugeren og de problemer misbrugerens adfærd skaber”.
Prøvede i går at overbevise hende om de muligheder hun havde for hjælp, at nå ind til hende, men forgæves. Hun var ikke klar, sagde hun, uden at kunne begrunde hvorfor, og fralagde sig ethvert ønske her fra, om afvænning. Ligestillede et afvænningssted med hendes dårlige skolegang, med pædagoger som kun var ude på at tage alt identitet fra hende. Hun ville ikke forstå alvoren i hendes problemstilling omkring den kommende retssag/dom, som hun ser det som et sted ( fængsel ), hvor der er en seng og hun kan have et fjernsyn. Om hun isolere sig når hun er her, eller som hun har været på det sidste, ude i min fars lejlighed, kontra om hun sad i em celle, kommer i hendes univers ud på et.
Havde lovet hende at ringe medicin ind i dag.Talte med hendes læge, som var blevet informeret af distrikts psykiatrien, om hendes ophør der. Ville ikke udskrive medicin ud uden at have talt med hende, da han på baggrund af brevet var usikker på om hun tog medicinen korrekt. Jeg har fortalt pigebarnet om vores samtale, som straks opfattede som et afslag.
Synes ret ud sagt, at hun indimellem er dum som en dør, to gange, og retter det kritiske blik mod mig selv, og spøger ” hvordan dælen er det kommet hertil”. Claus understrejer hele tiden overfor mig, at jeg ikke skal bebrejde mig selv for hendes dumheder, men det er svært !