(13. august 2009)
En kronologisk opremsning af hvordan man kreerer en vaske ægte lortedag, slutter dog med en lille solstrålehistorie.

1) Blodtryksapperatet sagde, at min puls var fin, så sygeplejersken var ligeglad med, at mit bryst føltes som om det blev flænset af en tiger, og at jeg ikke kunne trække vejret ordenligt.

2) Jeg havde glædet mig til samtalen hos diætisten, for sidst jeg havde problemer blev det sparet væk. Jeg håbede på, at mit dumme lille hovede ville lære et eller andet. Nej, hendes liste over hvad jeg skulle spise blev bare længere og længere, til sidst var den så lang, at den kunne få en havnearbejder til at gå i dørken.

3) Til gruppeterapi har psykologen den latterlige regel at ingen må forlade lokalet før sessionen er slut. Jeg fik det meget dårligt midt i det hele, dels fordi de andre patienter var så hulens selvretfærdige, dels fordi de talte meget højt, og jeg har problemer med høje lyde. Allerhelst ville jeg gå, men det måtte jeg jo ikke, så jeg sad krummet sammen på stolen med hænderne for ørene og hulkede foran en hel flok mennesker jeg ikke kender.

4) Jeg blev med besvær ført tilbage på stuen, hvor jeg fik udleveret 1/2 Alopam. Psykologen roste mig for min reaktion, men jeg har ikke lyst til at blive rost over noget jeg finder så ydmygende. Det fortalte jeg ham, men han gad ikke lytte.

5) Min kontaktperson vækkede mig fra min Alopam-søvn for at fortælle mig, at de vil ændre det således, at jeg skal spise sammen med de andre patienter. Jeg har Aspergers syndrom, jeg kan dårlig nok være sammen med de andre patienter når jeg har det godt, og slet ikke når jeg har det sådan her. Fik en ny tudetur og råbte, at det ville jeg aldrig gå med til, så måtte de hellere give mig sonde.

6) Jeg blev vækket så jeg kunne hente min aftensmad. Køkkenets idé om en lille portion bestod af 2 fiskefileer, 3 kogte gulerødder, 1 1/2 dl ris og en skive brød. Jeg blev så rasende at jeg kylede det hele på gulvet. Jeg fik skæld ud og skulle selv rydde op, men selv jeg kunne se at det var ganske retfærdigt.

7) Senere på aftenen skulle jeg have min skidebalde nr to. Det var jeg forberedt på, men sygeplejersken skældte mig næsten ikke ud fordi jeg smed med maden, men derimod fordi jeg er for asocial og jeg må lære at sådan fungerer verden ikke, jeg kan ikke bare holde mig for mig selv. Jeg hørte nok kun 1/3 ad hvad hun sagde, ikke fordi jeg ikke ville høre efter, men fordi jeg græd så meget, at jeg ikke kunne.

Kl 19.30 lå jeg i min seng parat til at sige farvel til en rigtig dårlig dag. Jeg græd stadig ubehærsket. En Ergoterapeut, der egentlig havde vagt i den anden ende af gangen, kom ind og holdt mig i hånden. Han sagde at han godt kunne forstå, at jeg havde en dårlig dag, han vidste jo godt, at jeg normalt ikke er sådan en der smidder med tingene, og han var stolt af, at det var maden der flød og for en gangs skyld ikke mit blod.
Kl 20 faldt jeg i søvn og sov trygt og godt til næste morgen.