Så kom den. Hurtigere end jeg troede og forventede. Dagligdagen. gled forsigtigt ind i mit sind og tog de grimme tanker væk, lettede lidt på sorgen, bare et sekund, bare et minut og sindet pustede ud.

Jeg savner ham, ufatteligt meget, savner ham som jeg ville savne min bror. Først nu opdager man hvad der mangler, først nu bider jeg mig i tungen, for ikke at ringe til ham og spørge om han ikke kommer ned, først nu.

Tænker jeg. hvorfor kunne det ikke være anderledes? Hvad havde han gjort? hvad var det han skulle hjælpe Gud med, siden biletten løb ud så tidligt?
Jeg ved han har det godt, det ve d jeg!
Han er et sted hvor der er koldt og hvor blæsten river i hans hår og hud, som han elskede det. Han var ikke en solman. Island, det er der han er! ved hans slægtninge og forældre i sundby. Det ved jeg. Nu er der intet der holder os tilbage fra at rejse. Intet! Og der er en grund til at ting sker, det ved jeg nu. Har altid vidst det, men ignoreret. Skeptismen var i overtal.

MIn bog skal udgives!! Det skal den bare, som vi aftalte, jakob, og hvis der er ingen der vil have den, så betaler jeg selv, som vi aftalte!
men hvad skal jeg gøre den dag det sker? Nu du ikke er her til at dele glæden, til at...nej, det er disse tanker der skal væk. Der er nu gået 14 dage, tiden iler, og du ligger bare deroppe. Jeg skal nok snart besøge dig.
Og dine forældre.
det er bare hårdt. Hårdt at grine de få sekunder hvor erkendelsen og erindrngen af det skete bliver væk, hvor der bliver sat en skillevæg ind mellem dem og det der får mig til at grine, til at falde tilbage i normal rolle. For hvad er det? Normal rolle?

Min lyst til at finde en tilfældig og bare slå og skælde ud er heldivis ved at fortage sig, fordi ingen har skylden, ikke engang Gud....men jeg er blevet ligeglad med hvad andre laver...det er deres liv. Hvis de vil have min mening, kan de spørge og jeg skal nok svare, men ellers interesserer det mig ikke. Man lærer intet ved at høre på andre! Ikke medmindre man forstår. At folk er uhøflige, at folk er hensynsløse, at folk tér sig som små, forkælede unger, kan jeg ikke gøre noget ved, og vil ikke. de må lære selv, hvis de overhovedet får chancen og det ER en chance. Der er også et formål med deres eksistens.

jeg håber ikke jeg forbliver i sorgen, og ved jeg ikke gør, men jeg håber at denne forandring bliver. Mon det er den ægte camilla?