Hallo, sømand, tag dig lige sammen.
Verdenen er ikke standset, livet er ikke gået i stykker med tandhjulene rustende, knirkende.

Du har voldtaget mig, og gør det nu bevidst. Så prøv lige at lade være..eller lad lige være. Er det vigtigt? Og hvorfor piner du mig og os?
Du ved det jo.
Hvor er forskellen?
Hvor er din selvtillid?
Skid da på deres forventinger og neddæmp lige dine til mig. Jeg skal nok hjælpe dig, men min hjælp den dag, er bare en brøkdel af hvad jeg vil hjælpe dig med hele dit liv.

At leve, at sanse, at lære ting som er vigtigere. Find den så, din afslappethed og selvtillid, og glem alt andet. Sæt tingene i perspektiv. Fordi du ved jo godt hvad det drejer sig om, det her, gør du ikke?
Du er faldet i, igen...dit misbrug af andres anerkendelse, accept.
Har alt været forgæves?
Har du ikke lært noget?
Misbrug, jeg har kæmpet for at få dig ud af, trods genernes gode odds. Men jeg troede vi to skulle stå sammen mod dem!
Det sagde du.
Og jeg ved du altid holder ord, så hvorfor nu dette her?

MIn lille opsang her, tag den seriøs og tænk over den.
Tænk på hvorfor du pludselig er faldet i. Og søg den hjælp du ved hvor.
Det gik jo lige så godt.
Søg den!
For din skyld.
Og for min.
For vores skyld!