Forleden var jeg til yoga. Ha... morsomt at jeg skulle ende med at blive så glad for det, men det er jeg blevet. Det forgår med H, en dejlig dejlig veninde og tidligere bofælle. Hun er ro, hun er gedigen, og hun har en fed humor og et dejligt grin.

Nå, men til sidst i timen er der en lille afspændingsperiode, hvor man ligger og ikke skal tænke over noget, og jeg ligger altid og har hele livet oppe til overvejelse (ikke vellykket, men alligevel dejligt).

I tirsdags lå jeg ligefrem og smågræd. Det går op for mig, at det ikke er J jeg har skullet sige farvel til dette år. Det er mig gennem hele min ungdom. Jeg er ved at forvandle mig, og jeg aner ikke hvad for en heks, der er ved at skabe sig under min ham. Jeg er bange, og sørgmodig over at miste gamle mig.

På billeder fra min fortid har jeg langt halvlangt hår sat op i nakken, og er buttet og rolig og smilende. Jeg var sådan en dygtig pige, med ro i sindet, benene solidt plantet på jorden, og sådan en de andre betroede sig til.

Med J har jeg forvandlet mig... måske var det allerede sket lidt før..... kan huske jeg kedede mig utroligt, da jeg mødte ham. Og nu kan jeg i slet ikke genkende migselv. Jeg er blevet mere egoistisk, mere grisk, mere selvoptaget, mere alt muligt, jeg i virkeligheden ikke synes er sympatisk. Måske har jeg det sjovere.... måske kan jeg slet ikke finde migselv mere. Og er i øvrigt også lidt i tvivl om, hvad det ville være....

Jeg har aldrig i mit liv følt mig så teenage-usikker på alt. Det er spændende og pisse hamrende ubehageligt på en gang.

Gad vide, hvad jeg er til næste sommer? Slange eller ko eller sæk eller engel eller elefant. Gad vide.