Tirsdag…

”Hvis de ikke rykker ind i weekenden ringer jeg til dig straks”…med en smiley! Hun afventer svar fra de to piger hun har sagt ja til at fremleje til.

Jeg kunne ikke dy mig. Efter at have vredet mig siden torsdag aften, blev jeg simpelthen nødt til at skrive til hende. En god ven har fortalt mig, at jeg må være optimistisk og at jeg skal tænke at denne lejlighed allerede er så god som min. Hun anbefalede mig endda at gå hende på klingen igen.

Jeg turde ikke at ringe…så jeg skrev en sms; ”Hej…er meget spændt…ring endelig…” og sådan! Hun svarede mig altså prompte med ovenstående.

De to piger…kunne jeg dog bare trylle dem væk…eller burde jeg skrive endnu en sms og tilbyde 10 kilo??? Problemet med sådanne tiltag, er at tingene kan ændre sig. Det er aldrig rart at blive bestukket…hvis man altså ikke er til sådan noget. Men boligmarkedet virker bare sådan. Har man penge – under bordet – kan man få.

Hvor er det…træls!

Nå…så nu må jeg vride mig endnu et par dage og få kvalme hver gang min mobil siger en lyd.

Min hjerne kører bare på højblus. Frem for at sige til mig selv, at hvis denne lejlighed ikke bliver min så kommer der en anden og at der er en mening med alting, tænker hele sagen til hudløshed. Hvorfor skulle disse to piger ikke ville rykke ind i denne weekend? Hvis de virkelig gerne vil bo der, så kan de vel til hver en tid rejse pengene. Men på den anden side, var det noget med at den ene først skulle af med hendes egen lejlighed…

STOP! Gå i bad…din søn sover og du har lidt tid nu. Sluk tankerne og gå i bad. Lad tingene gå sin gang og placér ikke din lykke på sådanne omstændigheder.

MEN HVOR KUNNE DET VÆRE GODT!!! Emil kunne få sit eget værelse. Jeg kunne have et badeværelse hvor vi havde plads til Emils badekar og vi kunne sidde og hygge. Jeg kunne få plads til alle mine elskede bøger som bare ligger og sukker nede i et kælderrum. Jeg kunne få plads til en reol…og alt Emils legetøj.

Stop…i bad!